Virkningen af de mundbind, som der nu er krav om i den kollektive trafik, er yderst begrænset, når det gælder spredning af corona-virus i øjeblikket.
Det bekræftede direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, dagen før mundbind eller visir lørdag blev obligatorisk i busser, tog, taxaer og færger.
“Der er ingen tvivl om, at flere tusinde mennesker skal gå med mundbind for at forebygge ét (1) tilfælde af smitte i forhold til det nye krav om mundbind i den kollektive trafik og med det nuværende smittetryk,” sagde Søren Brostrøm på et pressemøde fredag i København.
Han forklarede, at mundbind kun er et supplement til andre forholdsregler og ikke en erstatning for god afstand mellem folk.
“Mundbind er ikke lige så godt som afstand,” sagde Søren Brostrøm.
Mundbind er en god idé, hvis man er særligt udsat ved sygdom, forklarede han.
Når mundbind indføres nu er det på grund af et stigende antal smittede dagligt i Danmark, selv om det generelle niveau er lavt. På den anden side har sommervejret hjulpet imod spredning af smitte, og nu nærmer efterår og vinter sig. Samtidig er der flere, der igen bruger den kollektive trafik.
50.000 mundbind forhindrer én smittet
Søren Brostrøm satte ikke tal på, da han sagde, at flere tusinde personer skal bruge mundbind for at forhindre en enkelt ekstra smittet.
Virologen Søren Riis Paludan har sagt, at 50.000 mennesker skal bruge mundbind i en uge for at undgå et enkelt smittetilfælde. De skal ikke bare bruge det. De skal også bruge det korrekt. Man skal for eksempel afspritte hænderne, inden man tager mundbindet på, har Søren Brostrøm tidligere demonstreret.
Af Esben Agerlin Olsen