Det nordjyske folketingsmedlem Susanne Zimmer er en af stifterne af det nye parti Frie Grønne.
Det nye parti bliver et klart venstrefløjsparti, fortæller Susanne Zimmer. Frie Grønne kommer ikke til at pege på en borgerlig statsministerkandidat.
Partiet lægger så meget vægt på naturen, at den ligefrem er erklæret hellig. Antiracisme og mangfoldighed står højt på dagsordenen for partiet, som Sikandar Siddique skal være politisk leder af. Tredje folketingsmedlem er Uffe Elbæk, som stiftede Alternativet.
“Alternativet havde sin berettigelse. Vi har gjort erfaringer, som vi bruger nu,” siger Susanne Zimmer, som blev valgt for Alternativet i 2019, men blev løsgænger i marts i år.
Tidligere alternativister har i frisk erindring, hvad der virker godt og skidt, når man stifter et parti.
Få nyhedsbrev fra Nordtinget
Uffe Elbæk, tidligere leder og stifter af Alternativet, har forladt tanken om at pege på sig selv som statsministerkandidat.
Selvudpegningen så mange som en af årsagerne til, at partiet fik et meget skidt valg sidste år.
Alternativet fik kun fem mandater. Det var næsten en halvering i forhold til de ni mandater i 2015. Det var dengang, Uffe Albæk talte om noget “helt crazy”.
Siden kom møgsager om sexchikane, festkultur, topstyring og et pyntet c.v.
Det gik nedad. Uffe Elbæk trak sig som leder.
Ung leder
Lederen af Frie Grønne har dansk-pakistansk baggrund og er født i København i 1986.
Det gør ham noget yngre end de øvrige frie grønne folketingsmedlemmer. Hans kontakt til de unge har haft betydning for valget af ham som politisk leder.
“Han er et naturligt valg, fordi han har en antiracistisk tilgang. Samtidig vil vi gerne bygge på de unge. Han er god til at forklare og perspektivere og god til at forhandle, siger Susanne Zimmer. Hun er født i 1960, i Brønderslev.
Sikandar Siddique provokerede en del politikere, da han ved afslutningsdebatten i sommer brugte sin taletid i Folketinget til at holde et minuts stilhed for George Floyd. Den sorte amerikaner døde efter en anholdelse, hvor en politimand pressede et knæ mod hans hals. Over 20 gange sagde Floyd, at han ikke kunne få vejret, “I can’t breathe”.
“Frederiksen ikke med til at begrænse racisme”
Antiracisme er et af hovedpunkterne for Frie Grønne, fortæller Susanne Zimmer.
”Danmark er ikke et racistisk land, men vi har racisme”, siger hun.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har talt om “indvandrerdrenge”, der ikke kan opføre sig ordentligt, så det bliver utrygt at køre i S-tog i København.
“Hun er ikke med til at begrænse racisme”, siger Susanne Zimmer. Den hårdere straf for kriminalitet i “ghettoområder” ser hun også som en del af et større billede. Selv kender hun en farvet person, som er blevet spyttet på på gaden.
Frie Grønne lægger op til, at det skal blive meget lettere at blive dansk statsborger.
“Vi vil se på, om man skal have statsborgerskab automatisk efter syv års lovligt ophold i Danmark. Indfødsret skal gives, hvis man er født i Danmark,” siger Susanne Zimmer.
Omvendt lægger Frie Grønne en hård kurs imod hård brug af naturen. Hvad det konkret betyder, bliver ikke afsløret lige med det samme. Men drivhusgasserne skal reducere meget hurtigere, end der foreløbigt er lagt op til.
“Der sker overhovedet ikke nok i forhold til klimaaftaler. De flytter tre-fire millioner ton CO2 om året i Danmark. Vi har brug for 19 ton,” siger Zimmer, som skal være ordfører miljø og natur og gruppeforperson.
Forbruget skal ned sammen med stilladsreklamer, som sætter forbruget op. Stilladsreklamer skal være forbudt. I stedet skal kunsten op på stilladserne.
”Vi skal have noget andet, når vi skal forbruge mindre – vi skal have kunst og natur,” siger Susanne Zimmer.
Alternativet havde ikke noget færdigt program, da det blev stiftet. Det har Frie Grønne sammen med en færdig hjemmeside, fortæller det nordjyske folketingsmedlem.
“De konkrete tiltag vil vi fremlæggende løbende inden for den næste tid, siger hun.
“Vi har det hele på plads, i modsætning til, da vi startede i Alternativet”.
Men en del konkrete forslag holder partiet altså fortsat på.
“Vi er et erklæret venstrefløjsparti. Vi vil være kritiske over for små skridt i den rigtige retning inden for især natur og klima. Vi vil have store skridt. Vi vil ikke bare nøjes med noget, som er kommaer. Det skal gøre en reel forskel. Der vil være mange ting, vi ikke vil stemme for, men som Alternativer har stemt for.
Nej’et til små skridt er slags kommentar til Enhedslistens mangeårige politik med at stemme for enhver forbedring.
“Vi vil nok stå alene i mange situationer. Vi har mere markant holdning end andre partier, men venstrefløjspartierne kommer vi til at ligge tættest op ad,” siger hun.
Partiet vil blandt andet gøre det lettere at skabe fællesejede virksomheder og skabe kooperativer.
Der skal også være mere frihed for institutioner som skoler, plejehjem og børnehaver. De skal kunne træffe lokale valg med en demokratisk ledelse med flere medarbejderrepræsentanter.
“Hvor demokratisk skal det være. Skal lederen på en skole vælges af lærere, elever eller forældre?”
“Det er jo noget af det, vi skal vende tilbage til. Grundtanken er, at vi vil sætte institutionerne fri. Så skal man finde ud af, hvordan man gør det helt konkret.”
Trods tanken om mere lokalt demokrati vil partiet ikke stille op til kommunalvalget næste år. Nu vil partiet samle underskrifter nok til at stille op til næste folketingsvalg, som senest skal være i 2023.
Susanne Zimmer forlod Alternativet, lige som Siddique og Elbæk, efter at Josephine Fock var blevet valgt til politiske leder ved et ekstraordinært landsmøde i februar i år. Fock er ikke medlem af Folketinget.
Torsten Gejl, som tidligere stillede op i Nordjylland, er det eneste tilbageværende folketingsmedlem for Alternativet. Det femte alternative folketingsmandat i 2019 gik til Rasmus Nordqvist. Han er nu SF’er.
Fokusområder for Frie Grønne:
- Naturen er hellig
- Mangfoldighed er samfundets ilt
- Kunsten og kulturen er samfundets sjæl
- Civilsamfundet er demokratiets immunsystem
- Fremtidens Økonomi er grøn, feministisk og demokratisk
Susanne Zimmer er den nordjyde, som har stillet flest forslag i Folketinget
Af Esben Agerlin Olsen