Corona-smitten bliver ved med at brede sig i et vist tempo på landets godt 1100 minkfarme. På en enkelt dag – fra mandag til tirsdag – kom der ni flere farme på kortet. En ny kommune, Struer, er nu også ramt.
Fødevarestyrelsens kort viste tirsdag 158 minkfarme med corona.
Hvis man medregner antallet af farme under mistanke, så steg det samlede antal med otte farme med smitte eller under mistanke – fra mandag til tirsdag.
Tallet var tirsdag 178 minkfarme med smitte eller mistanke om det. Af dem blev dyrene på kun to ekstra farme aflivet fra mandag til tirsdag. Dermed er dyrene aflivet på 26 minkfarme, siden beslutningen om aflivning blev truffet 1. oktober.
Det samlede antal minkfarme, hvor dyrene skal aflives, er endnu større. De opgivne tal omfatter ikke de mink, som ligger på nabofarme inden for 7,8 kilometer og derfor også skal aflives sammen med de smittede og de mistænkte.
Der er 1138 minkfarme i Danmark i alle egne af landet. Smitten blandt mink var i lang tid kun i Nordjylland, men har siden bredt sig, dog inden for Jylland og på Læsø.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) skal onsdag 28. oktober i samråd i Folketinget om mink.
Af Esben Agerlin Olsen