Fødevarestyrelsen er meldt til politiet. Det meddelte det nordjyske folketingsmedlem Lise Bech fra Dansk Folkeparti tidligere mandag.
Ny version af artiklen, efter at Lise Bech har oplyst, at hun ikke selv er anmelderen.
Umiddelbart så det ud, som om, Lise Bech selv var anmelderen.
Anmelderen er imidlertid dyrlæge Peder Elbek Pedersen. Lise Bech er ikke dyrlæge. Det oplyste Lise Bech i et senere opslag.
Alle regler og lovgivning om aflivning af mink er overtrådt i videoer, som vises hos Ekstra Bladet og BT, skriver anmelderen.
Ifølge Peder Elbek Pedersen undlader Fødevarestyrelsen at følge kravet om, at en person med tilladelse til aflivning skal opholde sig i nærheden, når dyrene aflives.
“Det oplyses af flere, at tilsynsførende dyrlæge ofte sidder i bil uden for farm under aflivningen. Det kræver personale med et gyldigt aflivningsbevis inde på farmen,” skriver han.
Nogle af pelsdyrene bliver ikke aflivet, inden de når frem til at skulle destrueres ifølge anmeldelsen til politiet
“Desuden har jeg modtaget videoklip af levende mink fra forbrændingsanstalt,” skriver anmelderen.
En omfattende aflivning af millioner af mink er gået i gang for at stoppe spredning af en særlig coronavariant, som mistænkes for at kunne svække en mulig kommende vaccine.
Fødevarestyrelsen nærmer sig at have aflivet mink på halvdelen af de farme, hvor der er konstateret smitte.
Smitten er konstateret på 229 farme, hvoraf dyrene på 102 farme er aflivet. Hertil kommer 32 farme, hvor der er mistanke om smitte – foruden de farme, som ligger i nærheden af smittede farme, et stort antal.
Regeringen har meddelt, at mink skal aflives på alle godt 1100 minkfarme i landet. Siden har det vist sig, at regeringen ikke har nogen lov bag sig til at kunne kræve aflivning af dyr, som ikke er smittet eller i nærheden af smittede.
Af Esben Agerlin Olsen