(Opdatering 11. december: Torsdag aften blev der indgået en aftale, som ifølge Mona Juul (K) er bedre, end hvad nordjyderne fik. Nu kan virksomheder i kommuner uden restriktioner også søge kompensation for faste udgifter. Aftalen gælder til 3. januar, altså lige efter nytår.
Og Hotel Marienlyst i Helsingør – omtalt nedenfor – har aflyst de planlagte fyringer efter en tre-partsaftale om lønkompensation. Det skriver Berlingske)
En række borgmestre, i hovedstadsområdet og i Odense, mener at deres erhvervsliv og dermed borgere får dårligere økonomisk hjælp, end Nordjylland fik, da en del af landsdelen blev lukket ned på grund af corona-smitte fra mink.
Sådan en forskelsbehandling vil det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen (K) ikke være med til.
“Når man nedlukker fra statens side, så skal der ikke være forskel. Man må gå ud fra, at man har den samme model. Det kan ikke nytte at forskelsbehandle,” siger Per Larsen, som er sundhedsordfører.
Hans partis erhvervsordfører, Mona Juul, går torsdag aften til forhandling med regeringen for at sikre, at hjælpeordningen for de syv nordjyske kommuner bliver genbrugt.
Med i tasken har hun aftalen for de nordjyske kommuner. Der står, at den skal være model for hele landet.
“Aftalepartierne enige om, at såfremt der måtte opstå behov for lokale nedlukninger fremadrettet, vil denne aftales generelle erhvervs-, kultur- og idrætsrettede initiativer tjene som model for lokal kompensation.”
Modellen i Nordjylland var, at ALLE berørte virksomheden kunne få hjælp, hvis de oplevede en nedgang i omsætningen på 30 procent. Det kunne være, fordi deres ansatte ikke måtte krydse kommunegrænsen.
Det store Hotel Marienlyst ved stranden i Helsingør har fyret 200 ansatte, fordi restauranterne er tvangslukkede, skriver Berlingske. Hotellet må godt holde åbent, men har lukket frivilligt, fordi gæsterne melder afbud, når de ikke kan få noget at spise.
Hotellet kan så ikke få økonomisk støtte, fordi det har samme virksomhedsnummer – cvr. nummer – som restauranterne på hotellet. Det samme problem fandtes i foråret ved nedlukning af virksomheder med flere butikker i forskellige byer, men med samme cvr-nummer.
“Vi løste det i Nordjylland. Der kunne vi lige pludselig godt finde ud af at få det gjort. Det kunne vi ikke tidligere,” siger Mona Juul om nedlukningen i de syv kommuner.
Statsminister Mette Frederiksen, valgt i Nordjylland, engagerede sig meget personligt med et nordjysk foto på Facebook under nedlukningen.
Hun opfordrede til et “like”, hvis man ville bakke Nordjylland op.
Sådan en opbakning til andre kommuner efterlyser beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i København.
Det er »meget ulykkeligt«, at regeringen »konsekvent fortsætter med denne forskelsbehandling af København«, siger hun i Berlingske. Hun kalder det benspænd.
Af Esben Agerlin Olsen