Mens regeringen tirsdag satte forsamlingsforbuddet ned til fem personer fra 6. januar og afstandsopfordringen op til to meter, kom der ikke noget tydeligt frem om, hvorvidt alle restriktionerne skal gælde efter 17. januar. Det er den nuværende slutdato.
“Det kan blive nødvendigt at forlænge alle eller en del af de skærpede restriktioner,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S).
Det undrer det nordjyske folketingsmedlem Peder Hvelplund fra regeringens støtteparti Enhedslisten, at restriktioner med lukkede skoler, frisører og restauranter ikke blev forlænget med det samme.
For Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og flere topembedsmænd tegnede på dagens pressemøde et dystert billede af corona-situationen på grund af den relativt nye og mere smitsomme britiske virusvariant.
“Det er uforståeligt, at man ikke forlænger restriktionerne til i hvert fald 1. februar,” siger Peder Hvelplund.
“Vi står i en meget alvorligt situation med en mere smitsom britisk variant. Det er afgørende, at både kontakttallet og antallet af indlagte er nedbragt, når vi går ind i februar. Hvis tallene senere ser positive ud, kunne man vælge at begynde at udfase nogle af restriktioner inden 1. februar,” siger Peder Hvelplund.
En forlængelse ville give sikkerhed og stabilitet for uddannelsessteder, restauranter og alle andre som skal lægge vagtplaner og købe ind i god tid, mener han.
Peder Hvelplund havde på forhånd nævnt forslaget for sundhedsministeren, som tog godt imod det. Derfor blev han overrasket over, at en forlængelse ikke var med.
Per Larsen, som er konservativ sundhedsordfører fra Nordjylland, er på den anden side godt tilfreds med, at der ikke allerede er meldt en forlængelse ud. Han vurderer situationen noget anderledes end Peder Hvelplund.
“Fakta er, at tallene går i den rigtige retning,” siger han og nævner incidenstal, antal indlagte og kontakttal.
Samtidig ønsker han, at ændringer i restriktioner bliver meldt ud en uge i forvejen og ikke blot en enkelt dag i forvejen, som det er sket før.
Per Larsen er skuffet over, at regeringen ikke anvender forskellige restriktioner i de forskellige dele af landet, som det skete tidligere. Han mener, at tidligere skrappere restriktioner på Vestegnen i hovedstadsområdet kunne have forhindret, at det københavnske og sjællandske sundhedsvæsen blev presset så meget, at patienter nu skal køres ud af deres område.
Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at den nye, britiske variant ikke kan stoppes, men at den skal bremses for at vinde tid til vaccination. Hun og panelet opfordrede til at så få som muligt mødes.
Af Esben Agerlin Olsen