(Over 9500 hits)
Giovanni Boccù er – eller var – Italiens største minkavler. Hans 30.000 mink blev beordret aflivet i november for at undgå spredning af corona-smitte. Dyrene skulle brændes, fordi covid-19 spreder sig hurtigt blandt mink, muterer og smitter mennesker.
Historien ligner den danske med altomfattende aflivning, bortset fra at italiensk minkavl med under 10 minkfarme er langt mindre end den danske med over 1000 farme.
Mere opsigtsvækkende er det, hvor Giovanni Boccús minkfarm ligger. Det er i den lille norditalienske by Capralba. Den er ikke så kendt som en anden by i området, Codogno. Det var i Codogno, at den første europæiske patient med covid-19 blev indlagt med hoste og feber 18. februar sidste år. Den 38-årige mand er kendt for sit fornavn, Mattia. Han overlevede.
Så godt gik det ikke tusinder af andre italienere og europæere, som sygdommen bredte sig til.
En teori er, at epidemien begyndte, før Mattia blev syg.
Tre af de syv første italienske corona-dødsfald fandt sted i og omkring 15 kilometer fra byen Crema, hvor der også ligger en minkfarm. Crema ligger 11 kilometer fra Capralba med Giovanni Boccús store farm og 10 kilometer fra Romanengo, hvor der også ligger en minkfarm.
Med andre ord er der et vist sammenfald mellem de første corona-dødsfald og placeringen af minkfarme, har det franske netmagasin Reporterre konstateret i en omfattende artikel, som har vakt opsigt på Statens Serum Institut.
Det vil være en stor nyhed at finde tegn på, at smitten er bragt fra Kina til Europa med mink eller folk i branchen. Kina er det store minkmarked.
Overdødelighed og minkfarme
De smittede i Italien var koncentreret i tre norditalienske kommuner fra marts 2020. Det var i Bergamo, Lodi og Cremona. I den trekant, lidt øst for Milano, er der både overdødelighed og minkfarme.
Der er en voldsom overdødelig inden for et lille område, viser tal, som det franske magasin har trukket fra den officielle italienske statistik Istat. I Capralba, hvor den største farm ligger, var overdødeligheden 1000 procent i marts, sammenlignet med året før. I Crema var det 324 procent – 174 dødsfald mod 41 dødsfald året før.
Epidemiens vugge
“Vi er her ved den italienske epidemis vugge,” skriver magasinet.
Halvdelen af de under 10 italienske minkfarme ligger denne norditalienske region, Lombardiet. Giovanni Boccú producerede avlsdyr og eksporterede hovedparten af sin produktion, skriver Reporterre. Han var jævnligt i Kina, ifølge magasinet.
Flagermus på et marked i den kinesiske by Wuhan er de hovedmistænkte for at smitte mennesker med covid-19.
Seruminstitut ser på sagen
Nordtinget har forelagt oplysningerne om de norditalienske minkfarme for professor Anders Fomsgaard, som er leder af virusforskningen på Statens Serum Institut.
“Interessant”, lyder hans kommentar. Det er så interessant, at hans afdeling for virologi vil undersøge, om instituttets data fra gensekventering viser forbindelse mellem mink og Norditalien.
Den første dansker, som blev konstateret smittet med covid-19, havde været på skiferie i Norditalien.
Virusdata fra danskere, som havde været i Norditalien i februar sidste år kan måske vise “fingeraftryk” fra mink, italienske mink. På det tidspunkt sidste år var der ikke konstateret covid-19 hos mink i Danmark. Det skete først i juni.
Det var Anders Fomsgaard, der i oktober fortalte, at der var fem minkstammer af virus i omløb i Nordjylland med aftryk fra mink.
Den italienske minkavl er sat på pause i tre måneder ifølge Il Giorno Cremona. Det er noget kortere end i Danmark, hvor er pausen hele 2021 – eller for evigt, mener mange minkavlere.
Af Esben Agerlin Olsen