(Foto: Jonn Leffmann, Wikimedia)
De svenske minkavlere, som er betydeligt færre end de danske, fik onsdag besked på, at de ikke må parre deres avlsdyr til foråret. De må dermed ikke producere skind i 2021, men vente og se, om corona-situationen tillader det i 2022.
Dermed ligger de svenske myndigheder på linje med den risikovurdering, som det danske Statens Serum Institut skrev 3. november 2020. I den står der ikke noget om aflivning af avlsmink, som det senere skete i Danmark. Det har den tidligere faglige direktør Kåre Mølbak også bekræftet.
Risikovurderingen var derimod en advarsel om “genetablering af en stor population”, som det sker hvert forår. Dyr til pelsning lever kun fra forår til efterår.
Avl af nye mink ville være en risiko forhold til corona-smitte, mente seruminstituttet. Risikovurderingen fra 3. november blev imidlertid brugt af regeringen til, at statsminister Mette Frederiksen (S) dagen efter, 4. november, meddelte, at alle mink skulle aflives, også avlsmink.
Det blev dyre ord. I mandags en politisk aftale om næsten 19 milliarder kroner i erstatning til minkavlerne. Det er usædvanligt generøst, lyder det fra mange sider.
God pris for pels
Med kun omkring 40 minkfarme er den svenske minkbranche væsentligt mindre, end den danske var med sine omkring 1200 nu tomme farme.
I Sverige er der fundet smitte på 13 farme. Avlsdyrene her anses for at være immune, mens resten vaccines frem mod sommeren.
Begrundelsen for at forbyde avl og import af mink i 2021 er den samme som i Danmark – at undgå store fabrikker – eller reservoirer – for corona-smitte. Reduktionen af den samlede bestand er sket gennem den pelsning, som foregår hvert efterår.
Direktør for brancheorganisationen Svensk Mink, Jörgen Martinsson, beklagede onsdag i et tv-interview med SVT, at Danmark forsvinder som en førende minknation med viden om avl, salg og markedsføring.
Han kunne dog også se et lys i mørket.
“På kort sigt med tanke på, hvad der er sket i Holland og Danmark, så findes der et kraftigt underskud af minkskind, hvilket indebærer kraftig forhøjede skindpriser forude,” lød det fra Jörgen Martinsson.
Han oplyser til Nordtinget, at ingen dansk minkavler har flyttet produktionen til Sverige.
“I hvert fald ikke endnu,” skriver han.
Af Esben Agerlin Olsen