Nej til spild: 11 nordjyske læger tog vaccine med hjem

(Foto: Lene Pedersen/Region Nordjylland)

Det var for at undgå spild, at læger i Nordjylland kørte overskydende corona-vaccine med hjem, efter at de første vaccinationer fandt sted på plejecentre mellem jul og nytår.

Det fortæller Charlotte Lønskov Jensen, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Nordjylland.

Transporten af vaccine er meldt til Styrelsen for Patientsikkerhed, da det kan være en overtrædelse af retningslinjerne at transportere vaccinen, som kan tage skade af transport, når den er gjort klar.

I Nordjylland handler det om 11 læger, som har taget i alt 87 doser vaccine på en ekstra køretur, oplyser PLO.

Lægernes organisation fik tilbagemeldinger fra de nordjyske læger sent mandag. Nordtinget skrev om sagen tidligere på dagen og i sidste uge med kraftig kritik fra flere regionale politikere.

Det gik stærkt

Da de første vaccinationer fandt sted på plejecentre, gik det stærkt og det viste det sig, at der var flere doser i glassene end ventet, fortæller formanden for de nordjyske praktiserende læger. Nogle beboere på plejecentrene kunne ikke vaccineres, fordi de var smittede.

“Der var overskud. Vi vaccinerede alt, hvad der kunne krybe og gå. Der var stadig doser tilbage,” fortæller Charlotte Lønskov Jensen.

“Megadumt” ikke at bruge vaccinen

“Det ville være megadumt at stå med 30 doser vaccine, som ikke kunne bruges til noget”, siger hun.

Det var ifølge hende ikke tilladt at lade folk udefra komme ind på plejecentrene for at blive vaccineret. På det tidspunkt fandtes heller ikke lister over, hvem der skulle have overskydende vaccine.

I stedet for at smide vaccinen ud tog nogle af lægerne så vaccinen med hjem til klinikken og brugte den omgående til eget personale og andre borgere, fortæller den nordjyske formand for PLO.

Der var tale om køreture på højst 10 minutter og det foregik under fornuftig temperatur ifølge Charlotte Lønskov Jensen.

PLO har været i kontakt med alle de praktiserende læger på omkring 100 lægepraksis, som deltog i vaccination på omkring 140 nordjyske plejecentre.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal nu tage stilling, om vaccinen er behandlet korrekt.

Af Esben Agerlin Olsen



.