Demente på plejehjem får alvorligt svækket deres retsstilling med den epidemilov, som et flertal i Folketinget står til at vedtage på tirsdag. Det mener Alzheimerforeningen.
I den politiske aftale fra december 2020 om en ny lov står der ellers, at “det er også afgørende for aftalepartierne, at retssikkerheden styrkes, bl.a. ved automatisk domstolsprøvelse af individuelle påbud, som har karakter af frihedsberøvelse.”
Den nye lov, som skal erstatte hasteloven fra marts 2020, vil blandt andet betyde, at en ægtefælle kan få forbud mod besøg i en plejebolig, også ad havedøren, altså uden om de øvrige beboere.
Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne kræve, at en kommunalbestyrelse lægger besøgsforbud på plejehjem ned over hele kommune for at bremse en smitte. Det skal ikke være muligt at klage over det.
At udstede sådan et forbud svarer til at forbyde folk at få besøg i deres private hjem, mener Alzheimerforeningen. Endnu værre er det, at det ikke bliver muligt at klage over forbudet til det kommende Ankenævnet for Epidemiloven, mener foreningen.
“Dermed forringes plejehjemsbeboernes retsstilling væsentligt,” skriver Alzheimerforeningen til Folketingets Sundhedsudvalg.
“Da der er tale om borgere, der ofte på grund af fremskreden demenssygdom, ikke kan tage vare på egne interesser, er det yderst bekymrende, at Sundhedsministeren og et flertal i Folketinget lægger op til at forringe retssikkerheden for disse borgere,” skriver foreningens direktør Nis Peter Nissen i en henvendelse i sidste uge.
Sporene skræmmer fra foråret 2020. Mange hundrede plejehjemsbeboere blev ifølge Alzheimerforeningen udsat for ulovligheder – for eksempel forbud mod at forlade egen bolig. Klager blev afvist, og klagerne fik – i strid med loven – ikke besked om, hvor de kunne anke over afgørelsen.
Det preller af på sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvad Alzheimerforeningen skriver.
Han finder det “ikke hensigtsmæssigt”, at det bliver muligt at klage over besøgsforbud.
“Det skyldes dels, at påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud er rettet mod kommunalbestyrelsen som adressat og ikke den enkelte beboer, dels at påbud om restriktioner og forbud meddeles på baggrund en helhedsvurdering af smittetal, risiko for udbredelse af sygdommen m.v. i den pågældende kommune og på de omfattede institutioner,” skriver ministeren i sit svar til folketingsmedlemmerne Jane Heitmann (V) og Kirsten Normann Andersen (SF).
Ministeren gør ikke rede for den svækkede retsstilling for beboere på plejehjem og den manglende overenstemmelse med den politiske aftale om øget retssikkerhed.
Konservative har ikke været blandt de begejstrede, når det gælder forbud mod besøg. Partiet vil dog stemme ja på tirsdag. For de nye lov er væsentlig bedre end det nuværende “rædselsregime med al ting lukket”, mener partiets nordjyske sundhedsordfører Per Larsen.
Han påpeger, at loven skal tage højde for, hvis der kommer en endnu mere alvorlig epidemi end corona, for eksempel ebola.
“Hvis der er et kraftigt udbrud af voldsom sygdom på plejehjem, skal der være mulighed for at lukke ned,” siger Per Larsen.
En af forbedringerne i den nye lov ser han i, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke længere administrativt vil kunne lukke for alle plejehjem i hele landet. Hvis det skal være mere omfattende end en enkelt kommune skal et flertal i et folketingsudvalg tilslutte sig.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemmer ikke for den nye epidemilov på tirsdag.
Af Esben Agerlin Olsen