DEBAT
(Foto Line Bloch Klostergaard/Region Nordjylland)
Af Gunnar Lauge Nielsen, overlæge, Aalborg.
Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at ethvert dødsfald er en tragedie. Men regeringens indgreb lader dog ikke tvivl om, at hun betragter covid-19-dødsfald som betydeligt mere tragiske end andre.
Men dødsfald hos patienter med covid-19 udgør kun under 4 pct. af alle dødsfald, og i langt de fleste tilfælde drejer det sig om dødsfald ”med”, men ikke ”af” covid-19. Desværre har statsministerens ensidige fokus på covid-19-relaterede dødsfald fjernet opmærksomheden fra andre væsentlige sundhedsområder, hvilket formentlig vil betyde tab af et betydeligt større antal leveår.
I 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 53.958 dødsfald. På hjemmesiden er der ikke tal for 2020, men det totale antal døde er formentlig på nogenlunde samme niveau.
Antallet af dødsfald med covid-19 er pr. 26. januar opgjort til 2.030. Antallet af døde i februar og marts 2020 var betydeligt lavere end i årene 2015-2019, hvorimod antallet af døde i november og december i 2020 er højere end i de forudgående år.
Dette mønster er især udtalt for personer over 80 år. En af grundene til det lavere dødstal i foråret 2020 har formentlig været en reduktion i den normale influenzadødelighed betinget af bedre håndhygiejne og afstandskrav. Disse måske 1.000 ældre ”overlevere” fra influenzasæsonen 2020 skal tillægges de efterfølgende års pulje af personer, der er i risiko for at dø: De har jo ”kun” fået deres dødstidspunkt udskudt. Der er ganske enkelt flere personer i risiko for at dø, hvilket formentlig er en medvirkende årsag til det højere antal døde i vinteren 2020-2021. Gennemsnitsalderen for dødsfald med covid-19 i foråret 2020 var 82 år, dvs. et år højere end den gennemsnitlige danske levealder på 81 år.
Det er veldokumenteret, at langt den overvejende del af covid-19-indlagte patienter lider af svære kroniske sygdomme, f.eks. lunge- eller hjertesygdom eller kræft, eller har andre risikofaktorer, som f.eks. svær overvægt.
Mange af disse patienter er allerede på indlæggelsestidspunktet blevet vurderet som så alment svækkede, at de ikke vil være kandidater til hverken intensiv behandling eller genoplivning ved evt. hjertestop. Den overvejende del af disse patienter vil derfor dø ”med”, men ikke nødvendigvis ”af” covid-19.
Bekymringen for smittespredning har utvivlsomt medført færre og senere lægekontakter for en række patienter med andre symptomer. Kræftens Bekæmpelse har dokumenteret betydeligt færre henvisninger i kræftpakkeforløb med deraf følgende bekymring for en forringet prognose for denne gruppe. Der er eksempler på andre akutte, men kurable tilstande (blodprop i hjerte eller lunge), der enten er oversete eller har fået forsinket behandling. Og endelig er der rejst bekymring for øget hyppighed af depression, selvmord og livsstilsbetingede sygdomme betinget af den pålagte isolation og inaktivitet.
Hertil kommer, at de meget store milliardbeløb, der i det seneste år er udbetalt til enten tvangslukkede virksomheder eller helt nedlagte erhverv, formentlig ikke vil være til rådighed for fremtidige investeringer i f.eks. grøn energi, eller hvilke andre områder man ellers kunne ønske at understøtte. Alt i alt en række problemer, der på både kort og langt sigt primært rammer en langt yngre patientgruppe med mange flere leveår foran sig end gruppen med covid-19.
Det er urealistisk at forestille sig, at covid-19 forsvinder, og den vil, ganske som alle andre virus, fortsætte med at mutere. F.eks. har vi gennem mange år stiltiende accepteret et stort antal influenzadødsfald trods vaccinationer.
Professor Theis Lange , Institut for Folkesundhed, har advokeret for etablering af et permanent vismandsråd for folkesundhed.
I et sådant bredt sammensat forum vil man forhåbentlig kunne få en kvalificeret afvejning af fordele og ulemper ved forskellige strategier ved sundhedsdilemmaer. Herunder at indplacere covid-19 som en del af det samlede sygdomsspektrum og ikke som det eneste betydende mål for landets sundhedsvæsen.
Man fristes til at citere Johan Herman Wessel, der i 1784 digtede om byen, hvor man rettede bager for smed, med begrundelsen at byen havde to bagere, den ene »en arm udlevet Bager, som Pokker snart desuden tager«, men kun én smed, »Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand«.
Det synes nærliggende at drage en sammenligning med statsministerens nutidige håndtering af coronapandemien. Blot med den forskel, at man i 2020 og 2021 sætter alle ressourcer ind på at beskytte den ældre aldersgruppe med kort restlevetid, men desværre på bekostning af den yngre aldersgruppe, der bliver pålagt både øget sygelighed og dødelighed.
