(Foto Line Bloch Klostergaard; Region Nordjylland)
Eksperter kan godt regne ud hvor mange flere, der risikerer at skulle indlægges på hospital som følge af den fremlagte genåbningsplan for blandt andet nogle skoler og butikker. Tallet kan blive en tredobling til cirka 870 indlagte corona-patienter midt i april.
Derimod er det meget svært at udregne hvor mange, der risikerer at dø som følge af genåbningsplanen, som altså indebærer flere alvorligt syge.
Der er slet ikke regnet på, hvor meget antallet af dødsofre kan komme til at stige på grund af det forventede større antal syge, oplyser Statens Serum Institut. Det vil ikke risikere at overvurdere, hvor mange der kommer til at dø.
“Der indgår ikke prognoser for død i ekspertrapporten,” oplyser læge Camilla Holten Møller, infektionsberedskabet på Statens Serum Institut.
“Dette er betydeligt mere vanskeligt at estimere, primært på grund af den endnu ukendte effekt fra vaccinerne på beskyttelse mod død,” skriver hun i en email til Nordtinget.
Regeringen har hidtil haft et meget stort fokus på netop antallet af dødsfald. Statsminister Mette Frederiksen (S) fastslog tidligt, at “hvert eneste dødsfald er en tragedie”.
Men eksperterne bag åbningsplanen er altså veget helt uden om at beregne det mulige antal dødsfald som følge af åbningsplanen – heller ikke hvilket interval antallet af dødsfald kunne være inden for.
Camilla Holten Møller, Statens Serum Institut, forklarer, at der endnu mangler viden om vaccinens effekt, hvis en person bliver smittet trods vaccination. Det indgår som regel ikke i de kliniske forsøg, hvordan en vaccine beskytter mod død.
Først tager det et stykke tid at se, om de vaccinerede bliver smittet. Hvis de bliver det, skal man så se, om de bliver så syge, at de dør.
“Sådanne studier vil man først se, når vaccinerne rulles ud i den brede befolkning. Hvis ikke vi får retvisende estimater for vaccineeffekten på død som kan indgå i modelberegningerne, risikerer vi at overestimere risikoen for død betydeligt,” skriver Camilla Holten Møller, Statens Serum Institut.
Antallet af dødsfald med corona har passeret 2300 i Danmark.
Af Esben Agerlin Olsen