(Foto Radikale Venstre)
En af Danmarks markante politikere, den 77-årige Marianne Jelved (RV), står ikke på valgplakaten, næste gang der er valg til Folketinget.
Det nordjyske folketingsmedlem, som flere gange har været minister, har truffet den svære beslutning efter en usædvanlig lang karriere i dansk politik. Hun blev valgt til Folketinget i – hold fast – 1987. Fra 1990 har hun været valgt i Nordjylland.
“Det er altså mange år,” påpeger den tidligere økonomiminister, som også har været minister for kultur, kirke og nordisk samarbejde.
“Jeg har også en familie, som synes, det kunne være rart, at jeg ikke skal være med til digitale møder hjemme ved spisebordet og i stedet koncentrere mig om dem ind imellem.”
“På et eller andet tidspunkt skal man jo træffe en beslutning af den karaktér,” siger hun.
Marianne Jelved synes, at det nu er et godt tidspunkt at meddele sin afgang på, efter at folketingsgruppen har fået en ny ledelse og en mindre konfrontatorisk stil.
“Jeg er rigtig glad for den måde, som folketingsgruppen nu er konstitueret på, og at Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard samarbejder. Det er den konstellation, som jeg synes er en fordel for os,” siger Jelved.
Sofie Carsten Nielsen afløste Morten Østergaard, der havde en skarpere kant til regeringen, men måtte gå som politisk leder i oktober 2020 efter at have erkendt flere tilfælde af seksuelle krænkelser og chikane.
Martin Lidegaard står for en mere samarbejdende linje, men tabte et kampvalg mod Sofie Carsten Nielsen om at blive ny leder efter Østergaard. Tidligere i februar i år, havde Lidegaard fået talt sig til rette med den nye leder og blev selv næstformand.
Stolt af Nyrup-tiden
Marianne Jelved har selv været politisk leder og havde en vigtig post som økonomiminister, da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i 1990´erne.
Det er tiden med Nyrup, som Jelved selv fremhæver som sit vigtigste fodaftryk i dansk politik. Nogle vil huske hende, som damen, der svingede en håndtaske, man ikke skulle komme i vejen for.
“Jeg er meget stolt af det, vi skabte under Nyrups statsministerperiode i 90´erne. Vi fik faktisk meget flot styr og struktur på dansk økonomi. Det glæder jeg mig stadigvæk over,” siger hun.
“Vi startede med 350.000 ledige og sluttede med at have en helt almindelig arbejdsstyrke, som gik ud og ind af arbejdsmarkedet.”
Den nuværende regerings økonomiske politik med enorme offentlige udgifter har sin helt særlige forklaring med corona-krisen, påpeger hun.
“Uanset, hvem der havde siddet i regering, havde man været nødt til det. Man skal lægge mærke til, at der ikke er nogen uden for Danmarks grænser, der reagerer negativt på det. For vi har en økonomi, der er så sund, at vi godt kan bære det her i den periode, vi kan se foran os. Så snart vi får vaccinen bredt ud til alle borgere, vil det her lette kolossalt meget,” siger Marianne Jelved.
Hun er cand. pæd. uddannet og nuværende skoleordfører i Folketinget, hvor hun fortsætter valgperioden ud.
Af Esben Agerlin Olsen