(Foto Per Feder, NG21)
Af Johannes Andersen, samfundsforsker, Aalborg Universitet.
Der er tre populistiske partier i Danmark. Forstået som partier, der er bedst til at mobilisere og rekruttere populistiske vælgere. Det er Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet.
Populistiske vælgere er kendetegnet ved, at de grundlæggende føler sig udgrænset og trynet af en dominerende elite. De er udgrænset i forhold til demokratiet, som de har en oplevelse af, at de ikke er i stand til at udnytte og blive en del af. Det fungerer ikke på deres præmisser, og derfor oplever de heller ikke de demokratiske procedurer som nogle, der er med til at sikre et retfærdigt samfund. De tror kort sagt ikke på en demokratisk retfærdighed.
De føler sig heller ikke rigtig repræsenteret af politikere eller partier. Enten fordi politikere er optaget af emner, der ligger fjernt fra deres hverdag, fordi de ikke kan følge med i deres økonomiske eller politiske argumenter, eller fordi de taler et sprog, de ikke kan finde sig til rette i. Derfor har de heller ikke tillid til politikere og partier.
Endelig oplever de populistiske vælgere, at en elite har sat sig tungt på centrale dele af samfundet, ofte inklusive demokratiet og politikken. Derfor er understregninger og dyrkelse af modsætninger mellem folket og en elite medvirkende til at gøre de politiske processer en lille smule meningsfulde for disse vælgere, trods alt: Det er jo bare en elite, der løber med det hele, og de almindelige mennesker er tvunget til at leve på afstand eller på nåde af udviklingen.
Det er samtidig med til at fremme forestillinger om, at folket og folkets interesser bliver undertrykt eller tilsidesat. Interesser, som ellers er naturlige og lige ud ad landevejen. Dem kan alle forstå, hvis de vil! Derfor er de ofte villige til at satse en hel del på disse interesser, også selv om forsvaret for dem ikke altid følger de demokratiske spilleregler. En fast og beslutsom hånd kan være den rette hjælp på det rette tidspunkt, hvad mange af disse vælgere er med på.
Men selv populistiske vælgere skal jo vælge side. Og derfor stemmer de primært på tre partier, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet. Hvilket medvirker til at nuancere og præcisere billedet af populisme i Danmark en hel del.
At Dansk Folkeparti af populistiske vælgere opleves som et muligt forsvar i kampen mod eliten, kan ikke komme som den store overraskelse. Dansk Folkeparti har gennem hele sin eksistens pejlet mellem sager og kampe, som man har fornemmet, at mange af især de marginaliserede borgere har været optaget af.
Med det udgangspunkt har man været god til at tematisere kampen mod en dominerende elite, der på sin side har forfulgt interesser, der har marginaliseret mange borgere.
Man har samtidig været i stand til at sætte denne kamp ind i en meget vigtig ramme, nemlig den, der er med til at sætte fokus på, hvem der er det ’sande’ folk. Og det er de helt almindelige danskere. Derfor skal indvandring bekæmpes – gerne med alle midler. Også gerne nogle, der ser stort på de demokratiske principper og humane konventioner.
Derfor er kampen mod indvandring og for en manifestation af Danmarks grænser udadtil blevet synonym med kampen for folkets interesser. Her er der selvfølgelig heller ikke plads til EU.
At Dansk Folkeparti samtidig har lagt afstand til ideologier og politiske principper, har bare gjort deres populisme endnu stærkere. Partiet har altid været parat til at gå med en sag og et synspunkt, som man har haft en fornemmelse af, at mange af de marginaliserede ville bakke op om.
Enhedslisten er det andet populistiske parti i Danmark. Måske lidt overraskende, men populister skal nu engang vælge side alt efter deres billede af eliten. Og her vælger en del venstrefløjen – og dermed ofte Enhedslisten, der flittigt tager alle de ’rigtige’ venstrefløjspositioner – uden at være ret tynget af ideologiske positioner og perspektiver.
De kæmper også for de marginaliserede ved at gå efter bedre velfærd og mere magt til de afmægtige. Præcis som Dansk Folkeparti gør det. Men de har valgt en radikal venstreorienteret position at gøre det ud fra, med de konsekvenser, det giver.
En af konsekvenserne er, at de meget nemt kan favne kampen for et bedre klima, som ikke kan undgå at begrænse de stærke økonomiske kræfters udfoldelsesmuligheder, hvis den føres igennem. En anden og meget vigtig konsekvens er, at de venstreorienterede ikke er bundet af nationale grænser i afgrænsningen af, hvem folket er. De går derimod aktivt ind for internationalt samarbejde og for at forsvare flygtninge og afmægtige indvandrere overalt i verden – også i Danmark. Derfor bakker de ofte op om internationale initiativer, der ikke er forankret i økonomiske interesser. Derfor er EU ikke en del af deres støttepiller.
Det tredje populistiske parti er Socialdemokratiet. Præcis som de to andre partier skifter man flittigt rundt mellem politiske standpunkter, som kan være med til at give partiet styrke og måske også fremgang.
Man vælger som Dansk Folkeparti og Enhedslisten velfærdsområder og politikker ud fra en fornemmelse af, hvad der gør sig bedst blandt udvalgte marginaliserede vælgere. Det er slut med at forsvare den universelle velfærdsstat som ideologisk pejlemærke, ligesom det er slut med stor set alle andre principielle positioner, der har styret Socialdemokratiets politik i årtier.
Opportunismen styrende
Man har overtaget Dansk Folkepartis position på indvandrerområdet, fordi det er opportunt. Fordi man ellers ikke ville være i stand til at sikre magten. Man har overtaget Dansk Folkepartis og Enhedslistens position, når det drejer sig om at svække EU som en ramme for fællesskab. Man vælger selv sit fællesskab, og også her er opportunismen det styrende element, hvilket betyder, at man er landet på de samme sofarækker som nogle af de mest reaktionære kræfter i Europa, når det drejer sig om at forhandle for fremtiden.
Samtidig har man også opgivet det liberale paradigme bag moderniseringen af velfærdsstaten, hvor man med New Public Management som organisatorisk princip satsede på individuelle valgmuligheder. Nu arbejdes der mere med borgerinddragelse og digitale løsninger ud fra et perspektiv, der stadig vægter kampen for éns eget fælles bedste.
Endelig har Socialdemokratiet mere end de to andre partier fanget ønsket om at centralisere magten til fordel for folkets interesser. Man så fligen af det før coronapandemien. Men man er måske for alvor blevet klar over, hvad der er på spil, i takt med at coronakrigen er blevet foldet ud. Her har man tilsyneladende ikke noget imod at gå på kant med de demokratiske principper og procedurer, når det drejer sig om at forsvare folket. Set i det lys er Socialdemokratiet i virkeligheden det mest populistiske af de tre partier.
Der er tre populistiske partier i Danmark. Ud fra den logik, at populistiske vælgere i stor udstrækning stemmer på netop dem. Men man kan samtidig se, at den populistiske logik breder sig mere og mere til andre, både vælgere og partier. Og det bliver ikke kønnere at se på ud fra almindelige demokratiske og repræsentative politiske perspektiver.
