Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) kommer nu til at gøre rede for brugen af en såkaldt knuser til aflivning af nye, men misdannede og svage kyllinger i Nordjylland. I knuseren moses de levende kyllinger mellem to hurtigtkørende tromler.
Folketingsmedlem Susanne Zimmer (Frie Grønne), der lige som Prehn er valgt i Nordjylland, vil stille ministeren spørgsmål for at afklare aflivningsmetoder og deres udbredelse i Danmark.
Hun er stærkt kritisk over for den måde, det foregår på.
“De stor dyreproduktioner, her kyllinger, er hverken god dyrevelfærd eller dyreetik. I industrilandbruget har økonomi for længst vundet over dyreetik- og velfærd,” skriver Susanne Zimmer i en kommentar, efter at have læst om knuseren på Nordtinget.
“At der dræbes så mange kyllinger på grund af frasortering er helt absurd. Når man så læser om de forskellige metoder, rejser det helt klart et spørgsmål om, hvor udbredt drabene er, om det overhovedet bør være lovligt med et så systematisk massedrab,” lyder det fra Susanne Zimmer.
Hun bebuder spørgsmål til ministeren om antallet af knusere i Danmark og antallet af kyllinger, som havner mellem knuserens hurtigt roterende ruller, som gør kyllingerne til mos på et splitsekund.
Hun vil også vide, hvor mange kyllinger, der årligt aflives med CO2, som ifølge en dyrlæge betyder risiko for ætsning af kyllingerne, inden de dør.
Endelig vil hun vide, hvorfor Frankrig vil forbyde brugen af...