(Flemming Møller Mortensen, foto Nordtinget)
For nylig blev den danske FN-repræsentation i FN i New York franarret en million kroner. Tricktyvene brugte fingerede e-mails, fingerede afsenderadresser og underskrifter, har udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) forklaret.
Svindlerne havde held til at ændre bankoplysningerne på den udbetalingsanmodning, som var ved at blive behandlet af repræsentationen, også kaldet missionen.
Det var en usædvanlig sag, sagde ministeren på et samråd 20. april. Han bebudede mere sikkerhed gennem to-faktor-verificering og telefonopkald.
Det er imidlertid ikke usædvanligt, at danske bistandskroner havner i de forkerte lommer.
I bare de fem største sager af 96 nyere svindelsager, som Altinget tidligere har skrevet om, havnede 10 millioner kroner nok havnede i forkerte lommer i udviklingslandene Tanzania, Niger og Ghana. Det viser en ny opgørelse fra ministeren.
De fem sager er inden for de seneste fem år sluttet med, at Danmark har noteret et tab på 3,6 millioner kroner.
Du læser gratis artikel. Skal journalisten have løn? Hvis ja, tryk her (abonnement)
Mere end ventet
Enhedslistens Chr. Juhl, som havde bedt om opgørelsen, er overrasket.
“Beløbene er større, end jeg havde regnet med,” siger han.
Han finder det vigtigt, at et parti som Enhedslisten får peget på huller i sikkerheden, så bistandskronerne bruges rigtigt.
“Vi, der gerne vil sætte bistanden op, er nødt til at have tillid i befolkningen. Sådanne ting skal frem i lyset,” siger han.
Chr. Juhl vil have ministeren til at love bedre sikkerhed, når der udbetales penge, så det for eksempel ikke sker som fra det danske kontor i New York.
“Det er pinligt for ambassaden, at de bare sender en million kroner. Det føler jeg mig ikke tryg ved,” siger Chr. Juhl.
Enhedslisten ønsker, at udviklingsbistanden på lang sigt skal op på en hel procent af bruttonationalproduktet. I øjeblikket er den på godt 0,7 procent.
Opgørelsen over de fem værste sager gælder to sager i Tanzania, to sager i Niger og en i Ghana.
I Niger er der fusket med en mikrokreditfond og mistanke om en påsat brand hos en menneskeretsorganisation. I Tanzania handler det om forfalskede underskrifter på bankgarantier i et vejprojekt og mistanke om fusk med regnskabet hos en organisation for juridisk rådgivning. I Ghana handler det om mistænkelige regnskaber for projekter med udvikling af landdistrikter.
Tab: 14,7 mio. kr.
I alt er der tabt 14,7 millioner kroner i 96 sager over ni år ifølge udviklingsministeren.
Den årlige danske bistand er på omkring 16 milliarder kroner.
Det er ikke alle mistanker om svindel, som holder stik. Det kan man følge med i på Udenrigsministeriets liste, som løbende opdateres, senest 19. maj 2021.
Åbenhed er et midlerne mod svindel, mener udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
“Svindel med den danske udviklingsbistand er helt uacceptabel. Bistanden skal gå til at bekæmpe fattigdom og gøre verden til et bedre, mere sikkert og mindre ulige sted. Ikke gå til svindlere eller korrupte organisationer,” sagde han på samrådet 20. april.
Af Esben Agerlin Olsen