Lysten til at være vært for et såkaldt udrejsecenter for uønskede udlændinge er endnu ikke fundet et eneste sted i landet. Senest har regeringen efter stor folkelig modstand opgivet at gøre Langeland til det nye hjem for 130 af de udviste, der i dag bor på det åbne Kærshovedgård i Midtjylland og som ikke kan tvinges ud af landet.
End ikke en stor pose penge og udsigt til flere statslige arbejdspladser kan friste borgmestrene i kommuner som Frederikshavn, Thisted og Vesthimmerland til at lægge hus og jord til opgaven.
I Frederikshavn siger borgmester Birgit Hansen (S), at hun altid gerne vil have flere arbejdspladser.
“Men det her er en opgave, som regeringen og Folketinget skal løse. Det prøver jeg ikke. Jeg har nok,” siger hun.
“Jeg rækker ikke hånden op og siger: I kan bare komme”.
Borgmestrene Ulla Vestergaard (S) i Thisted og Per Bach Laursen (V) i Aars (Vesthimmerland) har det på fuldstændig samme måde. Nok så mange penge og arbejdspladser får dem ikke til at byde sig til eller sende en invitation til den socialdemokratiske regering og Kriminalforsorgen, som driver Kærshovedgård.
Derimod har de et andet forslag: Læg udrejsecentret i en stor by.
Det ville være en god debat, mener Per Bach Laursen.
“Hvorfor kan et mindre samfund bedre tåle det end et stort”, spørger han og svarer selv: “Fordi der er flere stemmer i de store byer”.
Han mener, at kriminaliteten i forbindelse med Kærshovedgaard nok er i småtingsafdelingen og lige så godt kan opsuges i store samfund. Hans kommune har ydet sin tjans med et asylcenter og et hjem for utilpassede unge, mener han.
Per Bach Laursen siger, at han plejer at være løsningsorienteret på samfundsudfordringer, men det er ikke hans kommunes tur denne gang. Det ville være forfærdeligt, hvis udrejsecentret skulle ligge på den statsejede Livø i Limfjorden, som nogen har foreslået.
“Det er et ferieparadis. Brug for Guds skyld aldrig Livø til sådan noget. Der bor 10 mennesker”, siger borgmesteren.
Thisted: Pænt nej tak
I Thisted kommer der også hurtigt et “pænt nej tak” fra borgmester Ulla Vestergaard (S).
“Hvorfor skal det lige være i en landkommune? Hvorfor ikke ikke i et storbyområde. Det er at skubbe en abekat rundt,” siger hun.
“Uanset hvor, så vil der være folkelig opstand”, mener borgmesteren.
I stedet for at flytte fra Kærshovedgård kunne staten investere mere i opsyn og sikkerhed og forhold, så beboerne har mindre grund til at blive fristet af kriminalitet, mener borgmesteren i Thisted.
Aalborg: Nej tak
I den store by Aalborg kan borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) ikke se nogen som helst mening i, at udrejsecentret skulle ligge i hans by.
“Det kan jeg ikke se for mig. Hvordan skulle de være lettere at håndtere her. Det handler om at skærme samfundet og forsøge at få dem ud af landet. I en stor by er der mange muligheder for kriminalitet.”
“Det vil blive dyrere og genere flere,” forudser han.
Alle borgmestre vil sige nej tak, mener Thomas Kastrup-Larsen.
“Hvis det ikke kan flyttes, så må det blive, hvor det er,” siger borgmesteren i Nordjyllands hovedstad, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) er valgt.
Regionsrådsmedlem i Nordjylland Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti går et skridt videre med hensyn til at lægge udrejsecentret i en stor by. Han foreslår Frederiksberg i hovedstaden.
“Så kan det blive et multikulturcenter”, siger han.
Af Esben Agerlin Olsen