(Foto Mette Green, UCN)
Ilden i bålhytten var slukket, da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag besøgte professionshøjskolen UCN Thisted en halv times tid. Statsministeren skulle nødigt komme til at dufte røget på sin lille nordjyske tur for at markedsføre regeringens planer om at sprede studiepladser mere, væk fra de store byer.
Det er en plan, som bekymrer Lene Augusta Jørgensen, rektor for UCN, som ligger i både Aalborg, Hjørring og Thisted. Rektoren er alvorligt i tvivl om, hvorvidt det er muligt at tiltrække flere studerende til Thisted, når der nu de seneste fire år har været et fald på 40 procent for pædagogstuderende. Samtidig er der udsigt til færre unge.
“Jeg holdt fast i den bekymring, om det er muligt at tiltrække flere studerende og om der følger tilstrækkeligt med ressourcer med. Det koster at have kvalitetsmiljøer i flere og mindre byer,” sagde hun efter mødet med statsministeren, som var ledsaget af uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Samtidig vil rektoren nødigt lyde utaknemmelig over, at ministrene overhovedet kom til Thisted og lyttede til både hende og studerende.
En af de studerende var 39-årige Hanne Meyer Poulsen, som bliver pædagog til januar. Modsat rektor er hun glad for regeringens forslag om at fordele studiepladserne mere og væk fra landets fire store byer.
Hun valgte selv Thisted på grund af beliggenheden og forholdsvis kort transport til hjemmet 20 kilometer væk, hvor hun bor med sin søn. Hun vil også gerne have arbejde i Thy, når uddannelsen er færdig.
Ministrene oplevede hun som jordnære og lyttende.
“Ane Halsboe spurgte om nyt indhold i uddannelsen og sagde, at vi bare skulle henvende os med idéer. Statsministeren ville vide, hvor vi boede,” sagde pædagogstuderende Hanne Meyer Poulsen efter samtalen med Mette Frederiksen i bålhytten.
Efter Thisted skulle de to nordjyske ministre videre til en gåtur i Sæby. Og der var mere valgkampsagtigt på dagens program, skulle det vise sig. Statsministeren tog til Frederikshavn, som får et nyt skattecenter med over 100 arbejdspladser.
Der er kommunalvalg 16. november.
Af Esben Agerlin Olsen