(Foto Kommune Qeqertalik)
Statsminister Mette Frederiksen (S) ville se drengene fra børnehjemmet Godhavn i øjnene, da hun gav dem en undskyldning for tidligere tiders mishandling af dem. Det sagde hun, da hun bevæget mødte dem og gav knus 13. august 2019.
I december 2020 kom der en skriftlig undskyldning fra statsministeren til de sidste seks af 22 grønlandske børn, som for næsten 70 år siden blev fjernet fra deres familier i Grønland og sejlet til Danmark. De vidste ikke, at de var en del af et eksperiment, og at de skulle miste kontakten til deres familie i Grønland.
Mette Frederiksen, som gerne vil være børnenes statsminister, har imidlertid endnu ikke inviteret de grønlandske børn til noget arrangement i stil med det for Godhavn-drengene.
Den grønlandske nationaldag mandag 21. juni havde ellers været en god anledning, mener et af de grønlandske børn, Stine Heinesen.
“Dér kunne Mette Frederiksen have stukket hovedet ind. Det var da en anledning. Jeg synes, det er mærkeligt,” siger Stine Heinesen.
“Lige som med Godhavn-drengene. Det er da det mindste at møde os, når hun ikke vil give nogen erstatning. Hvad er de bange for ?”
Hun kan ikke se, at corona kan være et problem, når der godt kan holdes stor fodboldkamp og holdes afstand udendørs.
Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) kontaktede tirsdag Statsministeriet for at høre om nyt i sagen.
Flag på Marienborg
Statsministeriet udsendte mandag et billede på Twitter, hvor man kan se det grønlandske flag hejst på Marienborg på nationaldagen.
Nordtinget spurgte mandag eftermiddag Statsministeriets presseafdeling, om en dato for et arrangement er på vej. Tirsdag eftermiddag havde ministeriet endnu ikke givet noget svar.
Tidligere har der tilsyneladende været tanker om et arrangement for de grønlandske børn. Statsministeriet oplyste 11. december, at “der arbejdes på et officielt arrangement vedr. undskyldningen til de 22 grønlandske børn under hensyntagen til udviklingen i covid-19 situationen”.
Af Esben Agerlin Olsen
Læs også: Grønlandske Stine lettet over undskyldning fra Danmark: “Det er en stor julegave”