Af Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten (foto)
Kære Mette Frederiksen,
Danmark har spillet sig i EM semifinalen, tillykke med det. Foldboldfans fester over hele landet, der bliver krammet, skreget og danset – og lige nu er Danmark midt i en stor glædesrus. Et festligt fællesskab på gader og stræder, et fællesskab som har været stærkt savnet i det sidste år.
Vi ser også at dette fællesskab ikke har nogen stor indflydelse på smittekurven, mange er jo vaccineret og også sommer, varme og open air gør sit til at pandemien ikke spredes.
Derfor tillader jeg mig også at spørge dig, hvorfor skal kulturlivet stadig være underlagt en lang række udfordrende restriktioner. Restriktioner der kræver energi, tid og koster penge.
14. juli har Verdensballetten, som du ved, premiere på Sølyst i København. Derefter er vi på turné i hele Danmark – 11 forestillinger i alt. Vores forestillinger er underlagt restriktioner som du og regeringen har udstukket. Det betyder bl.a.:
– Afstandskrav mellem publikum
– Max antal publikum til vores forestilling
– Publikums skal sidde i sektioner med egen indgang, egne toiletter og eget personale
– Der skal vises gyldig coronapas ved indgangen
– Der skal udarbejdes en udførlig sundhedsplan
Vi overholder naturligvis samtlige restriktioner 100 % – men jeg forstår dem ikke. Især forstår jeg ikke dit krav om afstand mellem publikum, – og slet ikke når jeg ser hvordan fodbolddanmark får lov at feste uden afstand. Hos os betyder dit krav til afstand, at publikum må sidde samlet hvis de er en gruppe, et par eller en familie, men ellers skal der stå et sæde fri mellem hver plads. Det betyder at ca. 1/3 af vores pladser vil stå tomme.
Måske du tænker – ”åhh hvorfor nu dette brok, lad os dog feste med fodbolddrengene”, og ja jeg synes også der er grund til at feste. Men netop nu står det mere klart end nogensinde, hvor ulige din corona-politik rammer, ja hvor diskriminerende den er. Derfor er det også lige nu at du skal handle og vise at du vil demokratiet, at Danmark er mere end fodbold og gadefest.
Vi er mange fra kulturlivet der lige nu står med store omkostningstunge udfordringer. Du kan naturligvis henvise til de hjælpepakker vi er taknemmelige for findes, men hvis din corona-politik blev mere lige overfor alle, så er jeg sikker på at færre ville søge hjælpepakker. Der er altså også en økonomisk genvinst både for dig og for mig hvis du demokratiserede restriktionerne.
Jeg frygter, at du igen enten udviser larmende tavshed, eller i bedste fald sætter din praktikant til at svare. Men håbet er der – håbet om at du denne gang svarer personligt og tager kulturlivet alvorligt.
Med venlig hilsen
Jens-Christian Wandt
Leder af Verdensballetten