(Foto Lene Pedersen, Region Nordjylland)
Hun ville gerne til bryllup i udlandet. Men det kunne hun ikke komme. For da hun blev stukket anden gang mod coronavirus, var der ikke den samme type vaccine i sprøjten som ved første stik.
Nogle lande vil ikke acceptere det som en fuld vaccination, hvis vaccinen ikke er af samme type første gang og anden gang.
Derfor skrev kvinden til Sundhedsstyrelsen og bad om en tredje vaccine, så hun havde to af samme type.
Det blev et nej. Og ikke på den pæne måde, syntes kvinden.
Svaret lød sådan her:
“Formålet med det danske vaccinationsprogram er først og fremmest at forebygge sygdom og død. Det er ikke et formål i sig selv, at vaccinationsprogrammet skal bidrage til tilvejebringelse af gyldig dokumentation i forbindelse med rejser.“
Kvinden skrev til den konservative sundhedsordfører Per Larsen, som også er medlem af regionsrådet i Nordjylland. Han synes, det var et arrogant svar.
Sundhedsstyrelsen beklager nu, at der blev svaret, så det blev opfattet arrogant. At få sin dokumentation i orden til en rejse kan også været et behov, erkender styrelsen.
“Vi besvarer rigtig mange borgerhenvendelser og bestræber os på at give så gode og saglige svar som muligt,” lyder det fra enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.
“Vi er kede af, at borgere bliver fanget i, at andre landes krav ikke flugter med vores sundhedsfaglige anbefalinger i Danmark, og det burde vi have anerkendt i vores svar til borgeren, også selvom vi ikke på det grundlag kan ændre på vores anbefalinger i Danmark“, står der i en mail til Nordtinget.
Enhedschef Bolette Søgaard fremhæver, at svaret til borgeren sigtede på at fremhæve, at det primært er de sundhedsfaglige fordele og ulemper, som indgår i vurderingen af vaccinationsstrategi.
I vurderingen indgår vaccinernes effektivitet og sikkerhed. Det gælder for eksempel, om immuniteten er god nok, også med forskellige vacciner – eller om det er nødvendigt med et tredje stik nu eller senere.
“Vacciner er et lægemiddel, som har bivirkninger, og formålet med vaccination er først og fremmest at forebygge sygdom og død. Vi erkender selvfølgelig at den enkelte person også kan have andre hensyn med at ønske vaccination, herunder krav til dokumentation ved indrejse,” skriver Bolette Søgaard, Sundhedsstyrelsen.
Lidt over 144.000 personer i Danmark er vaccineret med forskellige vacciner. Det første stik er fra AstraZeneca, som siden blev taget ud af det generelle danske vaccinationsprogram.
Af Esben Agerlin Olsen
Læs også: Rejser er ikke formålet med vaccination: Flabet styrelse, mener politiker