ANALYSE
Statsminister Mette Frederiksens (S) politik er beskrevet som rød på det økonomiske og mere blå end de blå på udlændingepolitikken.
Da hun sad i regeringen Helle Thorning-Schmidt var det omvendt. Det var dengang de radikale var stærke med Margrethe Vestager i front.
Nu har regeringen talt nogenlunde pænt om et radikalt-konservativt. Det handler om topskattelettelse, lavere understøttelse og lettere adgang for udlændinge, som kan fylde tomme arbejdspladser.
For især det rødeste støtteparti Enhedslisten er det som at vifte med fanen som rød klud foran næsen. Det er en provokation af både SF og Enhedslisten, som har været så loyale støttepartier, at de er kaldt skødehunde for regeringen.
Enhedslisten har i frisk erindring og er til en vis grad presset af, at deres svenske søsterparti viste, at man kan bruge sin magt for at få sin vilje over for en socialdemokratisk statsminister. De væltede ham, da de følte sig trådt på en meget øm tå – muligheden for fri husleje i nyt byggeri.
De forventede, men kunne ikke være sikre på, at de ville få den samme statsminister igen. Princippet om nej til fri husleje var vigtigere end sikkerhed for en socialdemokratisk regering.
Enhedslisten kan heller ikke være sikker på, at der kommer en socialdemokratisk regering, hvis de vælter den nuværende og fremkalder valg. Socialdemokratiet har sat hele corona-gevinsten over styr, så partiet nu igen scorer omkring valgresultatet fra 2019 i de seneste målinger.
Indgrebet mod sygeplejerskerne kan være en forklaring. En anden forklaring kan være, at udlændingepolitikken selv for strammere blev for stram, da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) trods opfordringer fra støttepartierne kom meget sent i gang med at forhandle adgang for afghanere, som har hjulpet Danmark i Afghanistan.
Hertil kommer hans optræden over for danske børn i syriske lejre og hans udsendelse af ubrugelige respiratorer til Italien. Det hele giver støttepartier brækfornemmelser over for udenrigsministeren, som i forvejen presset af sin gamle sex-sag. Han kan komme til at tage én for holdet.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er lige så upopulær efter hendes tur fra hendes hus på Thurø til Ærø med et marinehjemmeværnsskib for at føre kommunalvalg, mens Kabul var ved at blive indtaget af Taleban. Meget dårlig timing.
Den afghanske hær gik i hurtig opløsning, sådan som det danske militær i Afghanistan havde forudset meget tydeligt i den sidste rapport, inden de rejste i juni. Ministeren forsvarede Socialdemokratiet på Ærø.
Problemet for Mette Frederiksen er, at det vil smitte af på hende, hvis hun fyrer den Trine Bramsen, som hun stod på Facebook-billede sammen med i samme weekend, hvor Afghanistan faldt til Taleban er 20 års indsats og mange tab af liv.
Hvis hun samtidig fyrer selveste udenrigsministeren, som har kendt siden DSU-tiden, kan de komme til at se ud, som om hun er blevet for svag over for støttepartierne. Hun vil hade at gøre det. Hun gør det, hvis det er nødvendigt for at forblive statsminister.
Ministerposter og økonomisk politik har ikke noget med hinanden at gøre. Det havde Finansloven og udlændingestramninger heller ikke i alle de år, hvor Dansk Folkeparti holdt en borgerlig regering ved magten mod at få strammet over for udlændinge. Noget for noget var Anders Fogh Rasmussens (V) princip.
Mette Frederiksen har tidligere bevist, at hun ikke går af vejen for at lade en anden tage én for holdet. Hun var med til at beslutte, at alle mink skulle aflives.
Da det stod klart, at der ikke var nogen lov, som kunne være grundlag for det, måtte Mogens Jensen (S) tage skraldet og gå af som fødevareminister. Han fik forlænget tid i straffeboksen, da han for nylig blev forbigået til en oplagt post som kulturminister.
Af Esben Agerlin Olsen
