Mink eller krig: Eksperter skal klappe i

ANALYSE.

Uden at løsne et skud kunne forsvarsminister Trine Bramsen (S) for nylig indtage Ærø og erobre strategisk vigtigt terræn i den kommunale valgkamp.

Foto Tobias Roed Jensen, Forsvarsgalleriet. Bramsen.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S). Foto Tobias Roed Jensen, Forsvarsgalleriet.

Problemet var bare, at hendes fremrykning fra et hjemmeværnsfartøj fandt sted, mens noget mere alvorligt fandt sted. Kabul faldt.

En presset forsvarsminister blev rasende, da hun hørte kritik fra en kendt og let forståelig sikkerhedspolitisk forsker. Han tog eller fik mundkurv på.

Forskeren, Peter Viggo Jakobsen, havde kritiseret, at Pakistan blev rost så meget af den danske regering for hjælp til den kaotiske danske flugt fra Kabul.

For uden støtte fra Pakistan ville der overhovedet ikke findes et Taleban til at tage magten i den afghanske hovedstad og være årsag til, at 44 danske soldater har mistet livet.

Peter Viggo Jakobsen fortalte til kolleger, at han i fremtiden vil holde lavere profil. Udflytning af hans arbejdsplads, Forsvarsakademiet, var kommet i spil. Det samme var forskerens eget job ifølge Weekendavisen.

Lørdag 2. oktober kunne kunne han dog ikke tie stille længere. Han gentog sin beskrivelse i DR radio. Han forklarede også, at det var i Danmarks interesse at være på god fod med Pakistan for via pakistanerne også at kunne komme i forbindelse med Taleban-styret, hvis det bliver nødvendigt.

Mink-vurdering stoppet

Onsdag aften kom det frem i Jyllands-Posten og TV2, at et ministerium stoppede eksperter i at vurdere, om minkavl kunne sættes i gang igen sundhedsmæssigt forsvarligt, når det midlertidige forbud ophører til nytår.

Forskerne blev stoppet i deres arbejde, da Statens Serum Institut i stedet blev bedt om at svare på, om der overhovedet var nogen sundhedsrisiko ved minkhold. Statens Serum Institut skulle udtrykkeligt IKKE komme med løsningsforslag.

Det var netop løsningsforslag til minkavl med mindre sundhedsrisiko, som Dansk Veterinær Konsortium var blevet bedt om at komme med.

Konsortiet rådgiver Fødevarestyrelsen og består af folk fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut.

Regeringen frakoblede de forskere, som kunne komme med forslag til minkavl i mindre skala, for eksempel ved at vaccinere dyrene, så de ikke fik corona og spredte smitte og genstridige virusvarianter.

Mennesker af ukendt størrelse

Hos Statens Serum Institut bestilte regeringen i stedet en vurdering, som er blevet regeringens og dens støtters argument for at forbyde hold af mink i foreløbig 2022.

Men vurderingen kan læses som en risiko ved minkavl i al fremtid efter 2021.

Seruminstituttet når frem til, at “hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse.”

Sproglig præcision er ikke instituttet stærkeste side. Det er sundhedsrisiko af ukendt størrelse, ikke mennesker af ukendt størrelse, der er tale om – formoder vi.

Størrelsen på risikoen kan både være meget stor og meget lille. Det er en helgardering.

Minkavler-siden fremhæver, at der er en risiko ved alt. Bilkørsel er også farlig, hvis det er helt ureguleret, uden regler for hastighed eller hvilken side af vejen, man må køre i.

Enhedslistens Peder Hvelplund mener omvendt, at minkavl er så farlig for folkesundhedheden som en monstertruck, der går amok, sagde han i P1 debat torsdag.

At der kom en cluster-5 variant viste, at minkavl også kunne skabe en cluster-6, cluster-7 og cluster-8, sagde han. Og når der nu er afsat 19 milliarder kroner til erstatning til minkavlerne, ville det være tåbeligt at tage risikoen for en ny variant en gang til, argumenterede han.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S).

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S), som ikke var mødt til radiodebatten, har tilsvarende argumenteret for, at nu er der betalt – underforstået for, at minkavl er nedlagt.

Betalingen er ganske vist langt fra gennemført endnu, men handlen binder. Minkavlerne får penge for at holde op med at avle mink. Så taler vi ikke mere om det – håber regeringen.

Risiko som trumf

Enhedslisten har ikke lagt skjul på, at partiet helt generelt er imod minkavl, også af hensyn til dyrene. Partiet var også imod minkavl, inden minken blev forbundet med corona. Sundhedsrisikoen blev trumfen, som ryddede minkavlen.

Det er politik. Andre partier ville gøre det samme, hvis de fik muligheden for at komme igennem med en markant og meget synlig sejr, som tilmed kan hidse deres modstandere så kraftigt op, at det fungerer som indrømmelse af et nederlag.

Noget andet er troværdigheden hos regeringen, som understregede, at der var tale om midlertidigt forbud, da minkavl blev forbudt for et år siden. Hvor mange tror på det midlertidige, når det forlænges, kun tre måneder før det skulle høre op?

Corona-billede ødelagt

Minksagen har helt ødelagt det pæne billede af corona-håndteringen, som regeringen har skabt med stor succes – trods meget lavere dødstal pr. indbygger i flere lande.

I næste uge begynder den del af mink-sagen, som handler om, at de omkring 15 millioner mink blev aflivet uden hold i nogen lov, altså ulovligt.

Alene det, at ministre, også statsministeren, skal møde i retten for at forklare sig over for dommere, vil se skidt ud.

Argumentet om sundhedsrisiko af ukendt størrelse vil komme igen og igen, når beslutninger skal begrundes.

Nedlukningen af vurderingen fra Dansk Veterinær Konsortium bidrager til billedet af en regering, der har svært ved at håndtere modspil og pres.

Sagen om Peter Viggo Jakobsen og Afghanistan vidner også om det.

Den økonomiske pris for at have soldater i Afghanistan i 20 år var i øvrigt noget lavere end erstatningen til minkavlerne.

Af Esben Agerlin Olsen

(Opdateret lørdag 2. oktober )