Departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, skældte voldsomt ud på to underordnede, inden hendes egen chef, statsminister Mette Frederiksen (S), skulle besøge en minkfarm sidst i november sidste år, da minkene var udryddet.
“Skandaler” og “dårlig risikostyring” lyder det blandt andet fra Babara Bertelsen, som vil have de to underordnede kraftigt op i omdrejninger og til at tage meget mere ansvar.
En morgen-sms fra departementschef til de to underordnede blev fremlagt i Minkkommissionen fredag eftermiddag:
(stm betyder statsministeren)
“Kære begge to jvf snakke i går og i dag, så har jeg klar forventning om, at I to tager ansvar for og kaster jer aktivt ind i at sikre at stm er klædt fuldt og rettidigt på til besøget i dag med alle relevante redskaber og på en måde, så vi ikke får åbnet nye skandaler/problemer. – Det gælder ad juraen på minkgrave (herunder “viden om nye ulovligheder” evt) og forsvaret/politiet og konkret forløb. Er helt underhåndteret det her og meget farligt fordi ingen har taget ansvar for risici/substans/beredskab og sagen er kommet så sent, at ingen har set set den. Eksempel på, hvor dårlig risikostyring vi kører med lige nu og hvor lidt ansvar nogen tager for at føre stm sikker igennem hele vejen og med alle flanker afdækket – Meget farlig situation lige nu. Og belært af tidligere forløb og erfaringer bliver jeg åbentbart nødt til at være meget eksplicit i at den her er jeres tos ansvar at hjælpe stm trygt og ordentligt igennem. Barbara.”
(Afskrevet fra skærm)
Af Esben Agerlin Olsen, direkte fra Retten på Frederiksberg