Finansministeriet vogter over rigets pengekasse. Derfor var kontorchef Asbjørn Brink i midten af september 2020 meget optaget af, hvor enorm regningen ville blive, hvis alle mink skulle slås ned.
Det fortalte han torsdag som vidne i Minkkommissionen, som forsøger at finde ud af, hvordan det gik til, at regeringen sent om aftenen 3. november 2020 besluttede, at alle mink skulle aflives. Uden at der var lovgrundlag til det.
Mange vidner i sagen har fortalt, hvor lidt de vidste om mink, da sagen om corona-smittede mink blussede op sidste år. Sådan var det ikke med Asbjørn Brink.
Han har været helt tæt på, fremgik det af en bibemærkning i en af de mange mails, som vises på storskærm i Retten på Frederiksberg.
“Jeg har ovenikøbet personlig erfaring som minkfarmer i mine meget unge dage,” skrev han til en af sin overordnede, da han blev inddraget i sagen, fordi en kollega var på barsel.
Han kunne også fortælle hende, hvornår pelsning normalt foregår, og at det hænger sammen med vejret i oktober.
Sagen tog fart i september. En bekymret professor Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut skrev 16. september til Sundhedsstyrelsen om mink som smittefabrikker for corona-virus.
En særlig minkvariant kunne – måske – true effekten af kommende vacciner.
Den tidligere minkavler hørte dog ikke om en debat imellem professoren og direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, som var knap så bekymret.
I sit nuværende job i Finansministeriet fokuserede Asbjørn Brink på, hvad det ville koste statskassen at kræve mink aflivet.
Beløbet blev sat til 10-15 milliarder kroner i en såkaldt håndakt til finansministeren til et forberedenede møde forud for et møde i regeringens covid-19 udvalg 11. september.
Asbjørn Brink vidste godt allerede i september, at det ville kræve lovhjemmel at aflive alle raske dyr og forbyde import af nye mink.
Problemet med lovhjemmel til at aflive alle mink havde en kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet beskrevet for ham i mail 15. september.
Asbjørn Brink skrev om det til sin afdelingschef 29. september, kunne man se på en mail, som blev vist i retten. En håndakt til finansministeren til et møde 30. september, viste det også.
Det lå i baghovedet af Finansministeriet, at der var et hjemmelsproblem, forklarede vidnet.
Men hvorfor var det så ikke med en måneds tid senere i håndakten til ministeren ved det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor det trods den manglende lovhjemmel blev besluttet at aflive alle mink ?
Det ville et af kommissionens medlemmer, advokat Ole Spiermann, gerne have vidnet til at forklare.
For i dokumenterne forud var Finansministeriet “rimelig klare i spyttet” om behovet for lovhjemmel, lød det fra Ole Spiermann.
Svaret fra den tidligere minkavler var, at hjemmel ikke var det afgørende for hans minister. Det er finanserne, ikke juraen, som Finansministeriet har ansvar for.
“Får du ikke tanken?” forsøgte Spiermann igen.
“Det kan jeg ikke huske,” svarede Asbjørn Brink.
Vidnerne i kommissionen har ikke pligt til at tale sandt. De risikerer senere at blive draget til ansvar for for, hvad de gjorde eller ikke gjorde.
Af Esben Agerlin Olsen
