Vigtig oplysning udeladt i svar til Epidemiudvalget

(Foto fra Folketingets tv) (Opdateret med kommentar fra Per Larsen,K og nye regler for Sverige)

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er blevet spurgt skriftligt af Epidemiudvalget i Folketinget om forskellige landes syn på, hvor længe immunitet efter smitte gælder i et coronapas.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto Nordtinget.

Han skriver i svaret til epidemiudvalget, at indrejsende til for eksempel Sverige skal “dokumentere overstået infektion ved en positiv PCRtest, som er mindst 11 dage og højst 6 måneder gammel.”

Læs også: Sverige indfører coronapas for danskere

Han undlader at skrive, at der – bortset fra periodisk paskontrol – slet ikke er restriktioner for indrejse til Sverige fra Danmark og de øvrige lande i Norden.

Situtationen ændrede sig torsdag morgen. Da meddelte den svenske regering, at den også vil kræve corona-pas for indrejsende fra Danmark og Norge. Det skal gælde fra 21. december.

Indtil torsdag morgen kunne ministerens svar let give det forkerte indtryk, at der er restriktioner for indrejse fra Danmark til Sverige.

Sverige er som bekendt forbundet med København via en bro, som også er hovedforbindelsen mellem Bornholm og det øvrige Danmark.

Tidligere under epidemien har bornholmere haft bøvl med at køre gennem Sverige.

Udenlandske EU- eller EØS-borgere skal vise negativ covid-19 test eller have EU-covidbevis for at komme ind i Sverige, men:

“Dette gælder ikke de, som rejser fra Norden”, står der på polisen.se.

Den konservative, nordjyske, sundhedsordfører i Folketinget, Per Larsen, mener, at det ville være oplagt, at ministeren skrev om fraværet af restriktioner for indrejse fra Danmark til Sverige.

– Folk kan få en forkert opfattelse, siger han.

Selv har han talt med en borger, der blev overrasket over, at der ikke var nogen kontrol, da han stod af færgen i Helsingborg.

Svar “vurderes korrekt”

Nordtinget har forelagt oplysninger for Sundhedsministeriets pressevagt.

Svaret fra ministeren er korrekt, sådan som ministeriet ser på den sag. Det samme gælder det svenske politis hjemmeside.

Ministeriet skriver:

“Det er korrekt, at danske og øvrige nordiske borgere er undtaget fra disse indrejseregler i Sverige. Da spørgsmålet (fra Epidemiudvalget. red) handler om generel information om gældende regler i andre europæiske lande vedr. gyldighedsperioden for et coronapas som følge af immunitet efter tidligere smitte, og ikke danske borgeres retsstilling i de nævnte lande, så vurderes svaret fra ministeren til Epidemiudvalget at være korrekt.”

Det tog ministeren knap en måned at svare på spørgsmålet, som Epidemiudvalget stillede 12. november 2021. Svaret kom 10. december.

Af Esben Agerlin Olsen