Debatindlæg af Mira Chandhok Skadegård, adjunkt ved Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Læring.
Det sker jævnligt, at folk spørger, hvad der egentlig er tale om, når der er tale om racisme. Kan noget virkelig være racisme, når det ikke sker med vilje? Svaret er ja. I den grad.
Diskrimination og racisme kan defineres, identificeres, måles, vejes og undersøges, også når det er skjult og normaliseret. Danmark er ingen undtagelse. Racisme og diskrimination lever i bedste velgående lige her. Og at det benægtes, betyder ikke, at det ikke findes. Benægtelsen kan endda være en form for diskrimination i sig selv.
Mange mener, at vi ikke er racister i Danmark. Det står en frit for, for holdninger er en del af demokratiet. Men videnskaben viser, at racismen faktisk findes i Danmark. Uanset hvad man måtte mene.
Racisme er, når politiet stopper langt flere ikkehvide end hvide i deres daglige arbejde. Racisme er, når man synes, at det er fair nok, at politiet gør det.
Racisme er, når man insisterer på, at det er o.k. at bruge N-ordet.
Racisme er, når racialiserede unge – det vil sige unge, der gøres til en minoritet på grund af deres opfattede hudfarve, etnicitet, religion eller oprindelse – ikke får adgang til klubber og steder, hvor hvide unge kommer ind uden problemer.
Racisme er, når der bruges ord og kategorier som ghetto, ikkevestlige, anden- eller tredjegenerationsindvandrer om mennesker, der er født og opvokset i Danmark, for at fastholde og legitimere diskrimination.
Racisme er særlige visitationszoner, som alene findes der, hvor der bor mennesker, der er racialiserede – altså mørkere i huden end den hvide majoritet.
Racisme er, når der tales om ’parallelsamfund’ i forbindelse med ikkehvide borgere, men ikke når der er tale om overvejende hvide borgere.
Racisme er, når vi ikke er i stand til – eller ikke ønsker – at identificere racisme, når det finder sted.
Racisme er, når vi begrænser antallet af racialiserede i skoler og gymnasier.
Racisme er, når vi affejer eller benægter menneskers oplevelser af racisme.
Racisme er, når politikere omtaler racialiserede mennesker med indvandrerbaggrund, som om de er én gruppe, der udgør et problem.
Racisme er, når man fravælger racialiserede – herunder folk med tørklæde eller navne, der vækker uvante/udanske forestillinger – i ansættelsesprocesser.
Racisme er, når muslimer omtales som værende mere voldelige, kriminelle, coronasmittende eller uciviliserede end resten af befolkningen.
Racisme er, når unge udpeges som utryghedsskabende eller ballademagere, primært fordi de ikke opfattes som hvide.
Racisme er, når vi helt uden at tænke over det eller opdage det regner med, at ikkehvide er mindre veluddannede, intelligente, relevante, berettigede, danske.
Racisme er, når der opstår tydelige forskelle mellem hvide og ikkehvide i forhold til bolig, arbejde, sundhed, velfærd, økonomi, kriminalitet eller politisk repræsentation.
Racisme er, når vi ikke overvejer, om racisme er en faktor i mord- og voldssager, også selv om vi kan se og dokumentere eksplicitte tegn og udtryk for racisme i relation til hændelsen.
Racisme er, når ikkehvide forældre ikke må passe deres små børn hjemme, mens hvide forældre gerne må.
Racisme er, når det er vanskeligere for ikkehvide danskere at få lov til at leje en bolig end for hvide danskere.
Racisme er, når racialiserede danskere skal sende flere jobansøgninger end hvide danskere.
Racisme er, når vi ikke har en procedure, en plan eller klageinstans, der tager det alvorligt og er i stand til at håndtere racisme i skolerne, organisationer, universiteter, medierne m.m.
Racisme er, når folketingsmedlemmer modtager en dom for racisme og alligevel bare kan fortsætte i Folketinget, som om alt er o.k.
Racisme er, når racisme primært defineres, diskuteres, og benægtes eller fornægtes af en hvid majoritet.
