I Minkkommissionen er der langt imellem vidner, som både lyder og ser ud, som om de virkeligt beklager at have trådt i spinaten.
Et sådan vidne stod frem, eller rettere sad, lavmælt i Retten på Frederiksberg torsdag. Han sagde, at han var ked af det. Han ærgrede sig. Han prøvede ikke at give andre skylden.
Manden var juristen bag det udskældte actioncard, som var talepinde – eller replikker som i et rollehæfte – til politielever, som ringede rundt til minkavlere for at fortælle om beslutningen om aflivning af alle mink i november 2020. Juristen havde været i jobbet i få dage.
Sidst i actioncardet skulle politieleverne sige, også til ejere af raske besætninger uden for risikozoner, at deres dyr ville blive aflivet, uanset om de samarbejdede.
Støt Nordtinget med abonnement 19 kr/md
Den del var der imidlertid ikke hold i loven til at sige på det tidspunkt.
“Jeg kan kun beklage over for dem, der forstod det som et pres,” sagde juristen, som kun havde fået tre kvarter til at skrive replikkerne.
Meningen havde været at gøre minkavlerne opmærksomme på, at de ville miste bonus, hvis de ikke samarbejdede og lod myndigheder komme ind for at tælle dyrene, ifølge politiets forklaringer.
Da afhøringen var slut, gav udspørgeren den underordnede jurist lidt opmuntring.
“Der er jo en del over dig, der har ladet det passere,” sagde udspørger og advokat Jakob Lund Poulsen.
Stabschefens rolle
En af dem, der havde ladet den problematiske tekst passere, var Uffe Stormly, stabschef i Den Nationale Operative Stab, NOST, som stod i spidsen for operationen.
Læs også: Politikere snydt for tidlige tanker om masseaflivning af mink
Han vedkendte sig, at han havde godkendt actioncardet. Han understregede samtidig, at NOST’en kun var til for at koordinere og hjælpe med det store arbejde. I sidste ende var det imidlertid Fødevarestyrelsen, som havde ansvaret, sektoransvaret, fremhævede han.
Fødevarestyrelsen havde sendt oplægget til actioncard. Men det var juristen hos politiet, som tilføjede og fik godkendt den problematiske formulering, som meget senere blev ændret, så politiet overholdt loven.
De problematiske linjer i actioncardet lød sådan her:
”Ved ”NEJ” fra ejer:
Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel.”
Den sætning havde Fødevarestyrelsen altså ikke skrevet. Og politiet sendte ikke deres endelige udgave til Fødevarestyrelsen til godkendelse, inden politieleverne begyndte at ringe rundt og læse ordene op.
Alligevel påpegede stabschef Uffe Stormly altså, at Fødevarestyrelsen havde ansvaret for operationen ifølge reglerne om sektoransvar.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har også fremhævet, at ansvaret for minksagen lå hos i Fødevareministeriet, som Mogens Jensen mistede sin ministerpost i.
Formelt var det ikke en beslutning, da regeringens koordinationsudvalg om aftenen 3. november 2020 blev enige om, at alle mink skulle aflives af hensyn til folkesundheden og på grund af en ny, problematisk coronavariant hos mink. Det har statsministeren fremhævet.
Meddelelsen om aflivning af alle mink kom på et pressemøde dagen efter, 4. november. Her var det imidlertid politiet, som stod i spidsen for det hele, hvis man lyttede til, hvad rigspolitichef Thorkild Fogde sagde om masseaflivningen af omkring 15 millioner mink.
“Det er politiet blevet bedt om at sætte sig i spidsen for via Den nationale operative stab, sammen med fødevaremyndighederne, sammen med Forsvaret, sammen med beredskabet og sammen med minkavlerne. Det vil vi gøre nu, og det vil vi lykkes med,” sagde Thorkild Fogde 4. november 2020 på pressemødet.
Kendte til lovmangel
Stabschef i NOST, Uffe Stormly, fortalte også torsdag, at han godt vidste, at der ikke var lovhjemmel til den operation, som han stod i spidsen. Han lod den dog fortsætte, da han regnede med, at lovhjemlen snart ville være på plads. Ganske vist havde han ikke tidligere været ude for, at politiet handlede på forventet efterbevilling.
“Jeg havde fuld tillid til, at den sag nok skulle fald på plads,” sagde han.
Allerede om eftermiddagen 3. november, inden det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg, havde han en plan klar til eskalering af aflivningen, som allerede havde stået på i en måned på smittede farme.
Hans overordnede, politiinspektør Lykke Sørensen, gav ham besked om at sende planen om eskalering til en kontorchef i Justitsministeriet. Og det var ikke normalt, at ministeriet skulle have den slags operationelle planer, fortalte Uffe Stormly.
Hans overordnede, Lykke Sørensen, skrev allerede 2. november sen aften i en sms til rigspolitichefen, at der var fundet en ny minkmutation.
Hun fortsatte:
“Enkel plan: Beslutning stop for mink i Danmark, aflivning af mink med gift med bistand fra Forsvar og politi og afbrænding af de døde mink.”
Lykke Sørensen afhøres fredag, 21. januar.
Rigspolitichef Thorkild Fogde skal afhøres på den foreløbig sidste dag med vidner i Minkkommissionen, 28. januar.
Af Esben Agerlin Olsen