Sundhedsstyrelsen har bestilt to forskellige slags piller til behandling af corona for i alt knap en halv milliard kroner.
Prisen svarer til 4.500 kroner for behandling af en enkelt patient, som er i særlig fare for svær sygdom på grund af corona.
Den ene pille – fra Pfizer – viser mere lovende resultater end den anden. Den er imidlertid ikke godkendt endnu.
Den anden pille, kaldet Lagevrio, reducerer risikoen for indlæggelse og død med kun 30 procent.
Støt Nordtinget med abonnement 19 kr/md
Den lille effekt er ifølge Sundhedsstyrelsen alligevel relevant i den aktuelle situation i forhold til målgruppen. Det handler om patienter med øget risiko for et alvorligt forløb af covid-19.
“Sundhedsstyrelsen har anbefalet brug af Lagevrio i lyset af en situation med stærkt stigende smittetal samt en ny dominerende variant med skift fra delta-varianten til omikron-varianten,” skriver styrelsen i et svar, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) netop har givet til Folketingets Finansudvalg.
Da Sundhedsstyrelsen skulle vælge mellem de to produkter stod det ikke klart, hvilket der var bedst. Det var heller ikke muligt at vente med bestillingen, forklarer styrelsen.
Finansudvalget bevilgede indkøbene i november 2021. Udvalget havde stillet spørgsmål, efter at læger har kritiseret indkøbet af Lagevrio.
Kritikken er kommet Dansk Selskab for Infektionsmedicin og fra en gruppe eksperter under Danske Regioner har Ugeskrift for Læger skrevet.
Sundhedsstyrelsen vil følge forbruget af Lagevrio og er i dialog med kritikerne af lægemidlet, fortæller den i svaret fra ministeren.
Den mere lovende pille fra Pfizer hedder Paxlovid. Den bliver tidligst godkendt 27. januar af det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.
Sundhedsstyrelsen har bestilt 50.000 behandlinger med Paxlovid og 50.000 behandlinger med den mindre lovende Lagevrio.
Den samlede pris er 450 millioner kroner.
Af Esben Agerlin Olsen
Læs svaret fra ministeren her