Debatindlæg af Peder Hvelplund, Hjørring. Sundhedsordfører og gruppeformand for Enhedslisten i Folketinget.
Når kriser rammer, er vi dybt afhængige af stærke fællesskaber. Det gælder på det personlige plan såvel som på det politiske og samfundsmæssige. Det er for mig at se den helt afgørende lære af coronakrisen.
Det er det offentligt finansierede sundhedsvæsen og plejesektor med dedikeret og veluddannet personale, der bar os gennem sundhedskrisen. Det var offentligt finansierede hjælpepakker, der kunne sikre, at vi holdt hånden under arbejdspladser og samfundsøkonomi.
Til gengæld afslørede coronakrisen også store huller i vores beredskab, kapacitet og kritisk infrastruktur andre steder. Det gælder de helt vitale områder som værnemidler og offentlig vaccineproduktion.
Vi ved, at kriser rammer socialt skævt. Uanset, om det er sundheds-, finans- eller klimakriser. I hvert fald i et markedsdomineret samfund, som generelt flytter byrderne mod bunden og gevinsterne mod toppen. Kerneformålet ved en stærk velfærd og ved fællesskabsløsninger er at stå imod den tendens.
Der er en helt afgørende forudsætning for at sikre gode liv for almindelige mennesker og de mest udsatte i samfundet, at vi har et stærkt beredskab, der kan forebygge den ulighed. Der kan skærme, når krisen rammer, så vi undgår, at det bliver de mest udsatte, der kommer til at betale den største pris.
Vi har set det på globalt plan, hvor en hamrende skæv vaccineudrulning har haft dramatiske konsekvenser. Borgere i lav- og mellemindkomstlande har betalt prisen for, at vi har et system, som konsekvent prioriterer medicinalindustriens eksorbitante indtjening på vacciner højest. Det har været en videnskabelig bedrift af de helt store, at det er lykkedes at udvikle coronavacciner på ekstremt kort tid, men det har været en sundhedsmæssig og moralsk katastrofe, at hensynet til medicinalindustriens aktionærer har stået over hensynet til den globale folkesundhed.
Den danske regering har i den sammenhæng spillet en særdeles destruktiv rolle og ikke bakket op om en frisættelse af patenterne, som foreslået af Indien og Sydafrika, der havde kunnet øge muligheden for bedre adgang til vacciner.
På det nationale niveau må vi konstatere, at vi har haft en relativ succesfyldt coronahåndtering. Vores velfærd er trådt til. Og coronahåndteringen har betydet, at Danmark er kommet trygt igennem en alvorlig krise. Man må prise sig lykkelig over, at coronakrisen ikke skulle håndteres af Venstre og Nye Borgerlige. I det hele taget har slingrekurs og overmodighed præget blå lejr i bekymrende grad.
I stedet fik vi heldigvis en linje, hvor hensynet har været at beskytte udsatte og sårbare borgere samt at sikre, at sundhedsvæsenet ikke kollapsede. Det bør vi virkelig sætte pris på.
Afgørende mangler
Men samtidig har krisen også afsløret nogle afgørende mangler i vores beredskab. Og i vores fællesskab.
Vi vidste, at risikoen for at blive ramt af en pandemi var til stede. Alligevel havde vi ikke sikret et lovgrundlag til at håndtere en så truende situation. Det betød, at vi i den grad blev taget med bukserne nede.
Vi havde en dybt forældet epidemilov, der betød, vi at vi i al hast i løbet af et par dage måtte vedtage en ny epidemilov, der fundamentalt set ændrede på balancerne mellem den udøvende og den lovgivende magt. Det var nødvendigt i den aktuelle situation – uden tvivl – men det var samtidig både utilfredsstillende og demokratisk bekymrende. Netop hensynet til, at vi aldrig mere skal opleve en 11/3, har betydet, at vi i dag har en langt mere gennemarbejdet epidemilov.
Udsultning
Men vi kan også konstatere, at de adskillige års udsultning og nedskæringer på velfærdssamfundet, blå blok har stået for, har haft konsekvenser. Kapaciteten i sundhedsvæsenet var allerede fra epidemiens start presset. Heller ikke i forhold til adgang til tilstrækkelige værnemidler eller et vaccineberedskab i offentlig regi var vi forberedt. Selvom coronaepidemien har vist, hvor fundamentalt afhængige vi er af sundheds- og plejepersonale, så tilbyder vi dem stadig så urimelige løn- og arbejdsvilkår, at vi har svært ved at fastholde og rekruttere personale. Det skal vi gøre meget bedre.
For mig at se er læren af coronakrisen fuldstændig elementær. Vi skal styrke vores fællesskaber både på det private og samfundsmæssige plan. Vi skal udvide velfærden og fællesskabet og sikre grundlæggende retfærdige løn- og arbejdsforhold for de vigtige ansatte i vores velfærd. Vi står stærkt, når vi står sammen.
