En af de centrale aktører i minksagen er rejst langt væk fra Danmark. Det bliver afsløret af Fødevarestyrelsen til allersidst i en pressemeddelelse om, hvem der skal være ny veterinærdirektør.
Den nu tidligere veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen, er begyndt at arbejde i Indonesiens hovedstad, Jakarta, for to måneder siden ifølge LinkedIn. Hun er statskonsulent, en slags landbrugsattaché, på den danske ambassade.
Hanne Larsen var veterinærdirektør, da Fødevarestyrelsen ophævede aflivningen af syge mink i sommeren 2020.
På de tre første farme blev de smittede dyr aflivet. Den praksis blev først indført igen i oktober, da corona-smitten blandt mink imidlertid var løbet løbsk.
En måned senere besluttede regeringen, at samtlige mink skulle aflives.
Hanne Larsen har fortalt i Minkkommissionen, at hun fik “granatchok”, da hun hørte om regeringens beslutning 3. november 2020 om aflivning af samtlige mink. Det havde Fødevarestyrelsen ikke lagt op til.
Hanne Larsen var opmærksom på, at der manglede lovhjemmel til at kræve aflivning af raske mink uden for smittezoner.
På et møde i den Nationale Operative Stab 5. november 2020 gjorde hun opmærksom på det. Det blev noteret i et referat.
“Der skal arbejdes på en hjemmel til, at alle dyr (inkl avlsdyr) aflives” er hun refereret for at sige.
Arbejdet blev imidlertid sat i gang uden hjemmel, hvilket Minkkommissionen er i gang med at undersøge.
Den nye veterinærdirektør 52-årige Charlotte Vilstrup, som har været...