(Foto Folketinget)
Den tidligere konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har meldt sig til at stille op til Folketinget igen.
Han er indstillet til at blive folketingskandidat på et opstillingsmøde i Aalborg Vestkredsen senere denne måned, oplyser TV2 Nord.
Konservative har et stykke tid stået godt i meningsmålingerne. Partiet har i øjeblikket kun ét folketingsmedlem fra Nordjylland, sundhedsordfører Per Larsen.
Jakob Axel Nielsen sad i Folketinget mellem 2005 og 2010. I en kort periode, knap tre måneder, var han transport- og energiminister, inden han blev sundhedsminister. Det var han i godt to år.
Efter han forlod Folketinget har han arbejdet som direktør for privathospitalet Aleris og som direktør for ejendomsfirmaet Calum.