Dansk Folkeparti fortsætter med at smuldre, efter at Morten Messerschmidt er blevet formand. I februar sagde seks folketingsmedlemmer farvel til partiet. Det breder sig lokalt.
Hele den lokale bestyrelse for partiet i Hjørring, på nær et medlem, har netop sagt farvel.
Byrådsmedlem i Hjørring Erik Høgh-Sørensen, som også var kandidat til formandsposten i partiet, er en af grundene til udvandringen, dog ikke på grund af utilfredshed med ham.
Den afgående bestyrelse, herunder formand og næstformand, er tværtimod meget tilfredse med Erik Høgh-Sørensen. De begrunder deres afgang med, at den centrale ledelse har vraget ham som folketingskandidat.
Selv har Erik Høgh-Sørensen dog tænkt sig at fortsætte i partiet.
“Det er ikke umuligt, at jeg opstiller som folketingskandidat,” siger han til Nordtinget.
Undren over regnskab
De afgående bestyrelsesmedlemmer i Hjørring undrer sig meget over økonomi og regnskab fra den tidligere lokale bestyrelse.
Det skriver de i et brev til Morten Messerschmidt.
“Med den kreative bogføring, I er gode til i DF, sender vi vores regnskaber i et chartek,” står der i brevet, som er dateret torsdag 17. marts.
Forgæves har de flere gange skrevet til partiledelsen om problemer med regnskabet, skriver de til partiformanden.
Festlokale afbestilt
De fortæller også, at de har afbestilt lokalet til næste uges generalforsamling i Ørnbøl Festlokaler.
Erik Høgh-Sørensen siger, at han er overrasket over, at næsten hele den lokale bestyrelse går. Han fik det at vide onsdag aften.
Han regner med, at endnu flere partimedlemmer vil sige farvel, så det kan blive svært at finde folk til en ny bestyrelse.
“Jeg er beæret over, at stærke kræfter støtter mig, men det nytter pokker, når de trækker sig. Det er en partiforening i laser,” siger han.
Af Esben Agerlin Olsen