At der manglede hjemmel i husdyrloven til at kræve aflivning af raske mink uden for risikozoner var ingen overraskelse for en stribe embedsmænd i en række ministerier – inden regeringen traf beslutningen 3. november 2020.
Det fortalte kontorchef Paolo Drostby fra det daværende Miljø- og Fødevareministeriet, da han fredag igen vidnede i Minkkommissionen.
“Jeg har den opfattelse, at det er almindelig kendt, at vi ikke har hjemmel i vores lovgivning,” sagde han på sidste afhøringsdag i kommissionen, som forsøger at finde ud af, hvordan det hele gik til.
Den manglende lovhjemmel, hvis alle mink skulle aflives, havde været på bordet i mindst en måned, da regeringen traf sin beslutning.
Paolo Drostbys overordnede, afdelingschef Tejs Binderup, fortalte tilsvarende, at både Miljø- og Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Justitsministeriet kendte til den manglende hjemmel.
Omvendt har statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef Barbara Bertelsen forklaret, at de ikke kendte til den manglende lovhjemmel.
Det var dog ingen overraskelse for kontorchef i Statsministeriet Casper Lund Borch, da en kollega i Miljø- og Fødevareministeriet, dagens vidne Paolo Drostby, på en lørdag – 6. november 2020 – både ringede og skrev, at der var en hastelov på vej for at skaffe den nødvendige lovhjemmel.
“Han var ikke overrasket over opkaldet”, fortalte Paolo Drostby.
I Statsministeriet, som ikke er specielt stort, skyndte kontorchef Casper Lund Borch at sende beskeden videre til otte andre i ministeriet.
Departementschef Barbara Bertelsen forklarede i sidste uge, at hun ikke fik beskeden den lørdag, og at det var lige efter bogen, fordi der ikke blev “flaget” et problem.
Det har ikke været muligt for kommissionen at kontrollere, om hun blev orienteret via sms, da hendes sms’er er blevet slettet, af sikkerhedshensyn. Især personerne nærmest Mette Frederiksen har taget dette sikkerhedshensyn.
Kommissionen har interesseret sig meget for, hvor meget Statsministeriet blandede sig i mink-sagen.
Barbara Bertelsen har stædigt peget på Miljø- og Fødevareministeriet som det ansvarlige for den manglende lovhjemmel. Mogens Jensen (S) måtte afgive sin post som fødevareminister på grund af sagen.
Tidspunktet for, hvornår han blev underrettet om den manglende hjemmel er skiftet i løbet af sagen.
I en sms til Mette Frederiksen skrev han, at det vist var torsdag 5. november, at han blev underrettet, men han skulle lige tjekke. Senere blev det til dagen efter, men til sidst blev det lørdag 7. november. For den dag findes en mail som skriftlig dokumentation.
De skriftlige kilder, mails, taler, notater og sms’er fra dem, der ikke har slettet dem, kan komme til at veje tungt i den beretning, som kommissionen skal afleveret til juni.
Vidnerne i kommissionen har ikke haft pligt til at tale sandt, da nogle af dem risikerer at få en slags straf eller sanktion. Når vidnerne taler imod hinanden, kan de skriftlige kilder komme til at veje tungere.
Af Esben Agerlin Olsen