Tage Pedersen mener, at politikerne nu hurtigt må tillade, at minkavl genoptages. Det siger han som minkavlernes formand på baggrund af en ny, opdateret risikovurdering tirsdag fra Statens Serum Institut (SSI).
“De 15, der vil i gang, skal have et hurtigt svar”, siger han og opfordrer politikerne til at opstille de krav, der skal til for at sætte gang i en lille produktion af danske mink igen.
“Det er bare at komme i gang,” siger Tage Pedersen.
Risikovurderingen nævner mulige krav som “vaccination af mink- og pelserimedarbejdere, regulering af antal personer, der har kontakt med mink, korrekt og konsekvent brug af værnemidler og andre hygiejnetiltag, samt daglig test af medarbejdere med efterfølgende isolation i tilfælde af positiv test”
Det var over 1000 minkfarme, da alle dyrene blev aflivet i 2020. Regeringen traf beslutningen med henvisning til en omstridt risikovurdering fra SSI.
Dengang blev farmene smittet med corona-virus hurtigere, end det var muligt for myndighederne at aflive dyrene. En særlig variant skabte stor frygt for, at Danmark skulle blive et nyt Wuhan, stedet hvor coronavirus først blev fundet.
Nu er situationen betydeligt anderledes. Coronavirus er ikke længere betegnet som en samfundskritisk sygdom i Danmark. Der findes vaccine, og mange har været smittet og har en vis immunitet.
Samtidig vil det være en meget lille produktion af mink, som genoptages, hvis de 15 interesserede avlere får tilladelse.
Den nye risikovurdering opregner, hvordan situationen er meget anderledes nu. Samtidig påpeger seruminstituttet, at man ikke kan vide, hvad der kan komme af nye bekymrende varianter.
“Genoptagelse af minkhold i Danmark vil alt andet lige introducere en yderligere usikkerhedsfaktor ift. risiko for en ny COVID-19
epidemiudviklingen i Danmark”, står der ordret i vurderingen.
Den nye risikovurdering blev modtaget med skepsis hos den konservative Rasmus Jarlov, som har fulgt sagen tæt. Han synes ikke, at SSI er den rigtige instans til at komme med en ny vurdering, skrev han på Twitter.
Vurderingen fra 2020 er blevet diskuteret, fordi SSI ikke selv betragtede den som en anbefaling af at aflive alle mink, også avlsmink.
Foreløbig er minkavl forbudt indtil januar 2023.
Susanne Zimmer fra Frie Grønne og Peder Hvelplund (EL) vendte sig omvendt imod minkavl. De er fra Nordjylland, hvor der først blev konstateret corona-smitte hos mink.
Af Esben Agerlin Olsen