Debatindlæg af Kjeld Hansen, journalist og gårdejer
Dødningehovedet er symbol på, at et kemikalie er akut giftigt. Kilde: Danmarks Naturfredningsforening)I disse dage behandler miljøminister Lea Wermelin (S) nok en gang agroerhvervets krav om adgang til at bruge den forkætrede sprøjtegift diquat.
Den har været forbudt i samtlige EU-lande siden februar 2020 på grund af stor miljø- og sundhedsrisiko, men for tredje år i træk skal Wermelin beslutte, om regeringen bør fortsætte med at underminere tilliden til EU-myndighedernes forsigtighedsprincip.
Det er Landbrug & Fødevarer, der fører an i kampagnen for fortsat at sprøjte kartoffelmarkerne med den svært nedbrydelige kemiske forbindelse diquat.
EU-forbuddet blev varslet allerede i 2018, så de danske avlere har nu haft fem år til at omstille sig til mindre miljøskadelige metoder. I stedet satser de år efter år på en lobbyindsats for at fremtvinge den lette løsning i form af endnu en dispensation. Hidtil er det lykkedes.
Det er ikke, fordi man kun kan dyrke kartofler med hjælp fra giftsprøjten. Kartofler er blevet dyrket i Danmark uden sprøjtegifte siden 1760’erne, da de første kartoffeltyskere blev hentet til Jylland. I vor moderne tid leverer de økologiske avlere hvert år giftfri dyrkning på 22 pct. af det samlede danske areal med spisekartofler (2019).
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det bestemt ikke et ufarligt giftstof, som de danske kartoffelavlere igen og igen kræver dispensation til at bruge. Faktisk er diquat-midlerne vurderet som så farlige, at de er markeret med et dødningehoved – symbolet for akut giftighed for mennesker – fordi der er tale om en nervegift, der kan nedbryde hjerneceller.
EU har forbudt midlerne, fordi forskere kæder dem sammen med Parkinsons og andre alvorlige sygdomme, men også som en reel trussel mod biodiversiteten i naturen, fordi stoffet kun nedbrydes langsomt og er yderst giftigt for alle organismer, der kommer i kontakt med det.
Og der er jo rigtig mange arter – blandt andet mange insekter og fugle – der enten lever eller finder føde på markerne, og som derfor risikerer at betale prisen for dispensationen.
Hvis miljøminister Lea Wermelin endnu en gang giver efter, er det spørgsmålet, om ikke forbrugerne bør svare igen med krav om mærkning af alle diquat-produkter.
Visionære detailkæder som Irma, SuperBrugsen og Rema 1000 vil sandsynligvis være parate til at imødekomme et sådant forbrugerkrav. Indtil det sker, kan du gøre en stor forskel ved at lægge de økologiske i kurven, når du står i supermarkedet og skal købe kartofler.
Kartoflen meget sprøjtet
Forskellen kan måles, og det er ikke bare for miljøet, men også for dig selv og din familie. Kartofler generelt er den mest sprøjtede afgrøde her i landet, og en opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at det er en af de ti fødevarer, som bidrager mest til den sprøjtegift, vi får ind gennem maden.
Landbrug & Fødevarer har gjort gældende, at uden en dispensation ville de danske kartoffelavlere påføres en svækket konkurrenceevne, der vil resultere i et tab på 900 mio. kr., og en eksport til en værdi af 4,5 mia. kr. vil komme i farezonen.
Men hvem er det, de danske kartoffelavlere står til at tabe til i den internationale konkurrence, hvis diquat-produkterne bliver fjernet fra deres giftskabe? Ingen. Påstanden er grebet ud af den blå luft – eller rettere med et greb i landbrugets værktøjskasse med rygmarvsreaktioner.
Kartoffelproduktion i EU er meget koncentreret og foregår hovedsagelig i syv medlemsstater: Belgien (5,9 procent), Tyskland (17,2 procent), Frankrig (15,2 procent), Holland (11,6 procent), Polen (14,3 procent), Rumænien (5,7 procent) og Storbritannien, som jo godt nok ikke længere er EU-medlem (9,7 procent) tegnede sig for ca. tre fjerdedele af det beplantede kartoffelareal (76,9 procent i 2018) og for produktionen (79,5 procent i 2018).
Det danske erhverv bidrager blot med 3,5 procent af den samlede EU-høst, så reelt er der ingen konkurrence overhovedet. Den danske produktion har kun betydning for de danske avlere, og de kan sagtens klare sig uden kemiske diquat-krykker, hvis ellers de ville bidrage til en grønnere verden.
Debatindlæg af Kjeld Hansen
