Selv om Inger Støjberg fik 60 dages ubetinget fængsel for at overtræden loven for ministre, kan hun godt igen blive minister, hvis Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver statsminister.
Det kan han måske blive ved hjælp fra de folketingsmedlemmer, der bliver valgt for Danmarksdemokraterne, som Inger Støjberg har stiftet.
Han ser ingen fare for at hun får tilbagefald og igen overtræder ministeransvarlighedsloven.
“Ikke med mig som statsminister,” sagde Jakob Ellemann-Jensen fredag på et pressemøde.
På en strand med Kronborg i baggrunden fremlagde partiet sit oplæg til det valg, som tegner sig inden for de nærmeste måneder.
Den tidligere formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, nu leder af Moderaterne, vil ikke være med i en regering med Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne.
Nordtinget stillede disse spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen:
Hvis man skal være træner i en idrætsklub, politimand eller bankdirektør, så skal man være rimelig pletfri. Jeg tænker på børneattest, straffeattest og regler om at være fit and proper. Hvis man skal være minister, så synes I, at det er i orden at have to måneders fængsel for at overtræde loven for netop ministre. Hvordan hænger det sammen ? En minister er jo ikke direkte valgt.
Jakob Ellemann-Jensen: “Lad os nu få svesken på disken. Kan Inger Støjberg blive minister i en regering med mig som statsminister. Svaret er ja. Det kan hun godt. Da vi stemte Inger Støjberg ud af Folketinget, handlede det om, at vi mener, at man ikke på samme tid kan sidde i Folketinget og afsone en fængselsdom.”
“Vi sagde også klart på det tidspunkt, at hvis Inger Støjberg vælger at genopstille og bliver valgt til Folketinget, så har vi – lige som vi havde respekt for Rigsrettens dom – så har vi også respekt for vælgernes dom. Andet vil simpelthen være udemokratisk. Hvis man kan blive valgt til Folketinget, så kan man også blive minister.”
Jakob Ellemann-Jensen mener, at det ville være udemokratisk at udelukke nogen fra samarbejde.
Men I kunne jo godt samarbejde med en folkevalgt. Hvorfor skal det være sværere at blive fodboldtræner end minister ?
“At blive valgt til Folketinget, at være minister, det er tillidshverv. Dem der afgør, om man har tillid til politikere, det er vælgerne, og kun vælgere. Vi skal også have tillid til hinanden indbyrdes. Jeg har det nu engang sådan, at hvis vælgerne udtrykker tillid til mennesker, som stiller sig parlamentarisk til rådighed, så har jeg også tillid til dem.”
Selv om Instrukskommissionen sagde, at Inger Støjberg havde løjet flere gange over for Folketinget, så har du stadig tillid til hende ?
“Det er sådan i et retssamfund, at når man har udstået sin straf, så har man mulighed for at starte på ny. Det sagde vi, da Inger Støjberg blev stemt ud af Folketinget, og det gentager jeg så i dag.”
“Jeg forstår godt dilemmaet. Jeg anerkender det fuldstændigt. Der er mange, der sammenligner med det ene og det andet som i dit spørgsmål. Hvad forestiller man sig så, hvis Danmarksdemokraterne har flertallet i Folketinget, så de så heller ikke danne regering ?”
“Vi skal alle vise respekt for den dom, som vælgerne afsiger på valgdagen.”
Du har ingen frygt for tilbagefald – at denne minister igen skulle komme til at overtræde loven for ministre ?
“Nej, ikke hvis det er mig, der er statsminister”, sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Inger Støjberg stiller op i Nordjylland.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke sidde i regering med hende, skrev Politiken fredag. Det fremgår af et indlæg på Twitter.
Lars Løkke har ikke selv ville uddybe hvorfor. Ifølge hans sekretariatschef, Jakob Engel-Schmidt, har det ikke noget at gøre med hendes person. Det handler om hendes politik, sådan som hun har fortalt om den i medierne.
Inger Støjberg har ikke fremlagt noget politisk program endnu. Hun kan ifølge meningsmålinger få omkring 10 procent af stemmerne og dermed skaffe en borgerlig regering flertal.
Konservative har ikke noget problem med at have Støjberg som minister, sagde partiformand Søren Pape Poulsen forleden. Han brugte samme argumentation som Ellemann om vælgernes dom.
En minister er dog ikke nødvendigvis folkevalgt. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er for eksempel ikke medlem af Folketinget.
Inger Støjberg blev idømt de 60 dages ubetinget fængsel i en Rigsretssag, fordi hun som udlændingeminister udstedte en ulovlig instruks om at adskille unge asylansøgende par adskilt uden undtagelse, hvis den ene af dem var under 18 år.
Af Esben Agerlin Olsen