I september vurderede jurister fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, at statsminister Mette Frederiksen (S) kunne blive dømt ved en rigsret for sin sin rolle i mink-sagen. Undersøgelsen var betalt af en indsamling, som Nye Borgerlige havde foretaget.
Nu skriver tre jura-professorer det stik modsatte af advokatfirmaet: At Mette Frederiksen ikke kan blive dømt.
…
Af Jørn Vestergaard, Jens Elo Rytter og Jørgen Albæk Jensen
1. Manglende lovhjemmel
Minksagen handler om, at der på et møde i regeringens koordinationsudvalg om aftenen den 3. november 2020 blev truffet beslutning om aflivning af alle mink og at tildele minkejere såkaldt tempobonus for selv hurtigt at føre beslutningen ud i livet.
Mødet blev ledet af statsminister Mette Frederiksen, som den følgende dag om eftermiddagen meddelte beslutningen på et pressemøde. Det viste sig efterfølgende, at der ikke var hjemmel til gennemførelse af de trufne beslutninger.
Dermed var disse i strid med legalitetsprincippet, og udmeldingerne af de trufne beslutninger indebar en overtrædelse af offentlige myndigheders sandhedspligt, der omfatter et forbud mod vildledning.
2. Vedholdende ønske fra politisk side om retlig vurdering
Med den opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for de relevante myndighedens og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om aflivning af alle mink nedsatte Folketinget en såkaldt granskningskommission, som fik betegnelsen Minkkommissionen. Denne afgav beretning den 30. juni 2022.
Et betragteligt antal juridiske professorer fra alle fakulteter har i diverse medier givet offentligt udtryk for, at der ikke i kommissionens beretning er holdepunkter for en antagelse om, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Flere andre juridisk sagkyndige ligger på samme linje.
Fra politisk side er der imidlertid fremkommet vedholdende ønsker om en retlig vurdering af Mette Frederiksens forhold i forbindelse med sagen. Flere partier ønsker fortsat en såkaldt advokatvurdering. I den forbindelse peges der på, at der kan være et behov for at få lukket sagen, uanset om der måtte vise sig at være grundlag for at gøre retligt ansvar gældende mod Mette Frederiksen eller ej.
På baggrund af Minkkommissionens beretning har vi sendt Folketinget en retlig vurdering af spørgsmålet om Mette Frederiksens ansvar i Minksagen. Vurderingen er udarbejdet på eget initiativ med afsæt i vores faglige virksomhed som universitetsprofessorer med det formål at bidrage til yderligere klarhed over sagen. I det følgende vil vi sammenfatte hovedpunkterne i vurderingen.
3. Miljø- og Fødevareministeriet handlede »særdeles kritisabelt«
Minkkommissionen har lagt til grund, at spørgsmålet om hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne ikke blev rejst på KU-mødet den 3. november 2020. Spørgsmålet om hjemmel til tempobonus blev heller ikke diskuteret.
Aflivning af alle mink var ikke en mulighed, som var behandlet i materialet udarbejdet til brug for KU-mødet. I lyset heraf gav Minkkommissionen udtryk for følgende vurdering:
“Netop fordi beslutningen ikke var beskrevet i mødematerialet, og såvel beslutningen som eksekveringen heraf samtidig var meget vidtgående og intensiv og uden fortilfælde, kan det undre, at spørgsmålet om hjemmel ikke blev rejst på KU-mødet.”
Kommissionen fandt, at Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium havde handlet »særdeles kritisabelt« i det forløb, som førte til vildledningen og den ulovlige instruks.
4. Embedsmænd begik tjenesteforseelser
Minkkommissionen fandt, at ikke mindre end ti personer havde begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der forelå grundlag for at søge dem draget til ansvar i anledning af medvirken til brud på legalitetsprincippet og sandhedspligten.
Kommissionen fandt det blandt andet »kritisabelt«, at den daværende departementschef for Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ikke havde sikret sig, at spørgsmålet om hjemmel var blevet undersøgt. Han er i øjeblikket hjemsendt i forbindelse med, at der afventes en tjenstlig undersøgelse.
Kommissionen fandt desuden, at Statsministeriets departementschef, juristen Barbara Bertelsen, burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet. Statsministeren tildelte den 24. august 2022 departementschefen en disciplinær advarsel.
Også Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, begik tjenesteforseelse ved ikke at rejse spørgsmålet om lovhjemmel. Justitsministeren tildelte den 24. august 2022 departementschefen en disciplinær irettesættelse. Desuden er rigspolitichefen hjemsendt.
Yderligere et antal personer i mere eller mindre overordnede stillinger har fået disciplinære advarsler.
5. Mette Frederiksens udmeldinger var objektivt set »groft vildledende«
I forhold til Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november gav kommissionen udtryk for, at disse objektivt set var »groft vildledende«, idet udtalelserne forudsatte, at myndighederne havde hjemmel til at aflive alle mink i hele landet, og idet minkavlerne blev tilbudt en tempobonus for at træde i myndighedernes sted og selv forestå aflivning.
Videre fandt kommissionen imidlertid, at Mette Frederiksen subjektivt ikke den 4. november »havde viden herom eller hensigt« til at vildlede. Kommissionen tilføjede, at der ikke herved var »foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed«.
Udtalelserne om Mette Frederiksens forhold skal ses i lyset af, at loven afskærer undersøgelses- og granskningskommissioner fra at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.
6. Blå partier ønskede uvildig advokatvurdering
Udvalget for Forretningsordenen afgav den 8. juli 2022 beretning om Minkkommissionens beretning.
Et flertal bestående af den socialdemokratiske regering og dens støttepartier fandt, at den parlamentariske behandling af Minkkommissionens beretning kunne afsluttes ved at tildele tidligere miljø- og fødevareminister Mogens Jensen og statsminister Mette Frederiksen hver en »næse«.
For så vidt angår Mogens Jensen, fandt det politiske flertal, at hans håndtering af forløbet var »særdeles kritisabel«, blandt andet fordi han ikke havde taget skridt til at berigtige den opståede vildfarelse, selv om der ved flere efterfølgende lejligheder var konkrete anledninger hertil.
For så vidt angår Mette Frederiksen, var det opfattelsen hos partierne i rød blok, at hun havde »det overordnede politiske ansvar« for, at den forcerede proces, hvorunder beslutningen på KU-mødet den 3. november blev truffet og pressemødet den følgende dag planlagt, medvirkede til de begåede fejl. Centraliseringen af magten og beslutningsprocesserne omkring statsministeren havde bidraget til en »meget kritisabel« håndtering, hvor afgørende hensyn til retssikkerhed ikke blev taget.
Det politiske flertal gav derfor udtryk for »alvorlig kritik« af, at statsministeren havde optrådt »meget kritisabelt« i forløbet. Flertallet fandt imidlertid ikke anledning til at rejse tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen, idet hun ikke havde forsæt til at vildlede og ikke var blevet advaret om, at der manglede hjemmel.
Et politisk mindretal, omfattende alle partier i blå blok bortset fra KD (Kristendemokraterne, red.), ønskede en advokatvurdering af de kritiserede ministres ansvar. Disse partier tilkendegav i beretningen fra Udvalget for Forretningsordenen, at de vil tage initiativ til, at »Folketinget får lavet en uvildig advokatvurdering af kommissionsberetningen ved blåt flertal efter næste folketingsvalg«.
7. Almindeligvis vil der næppe kunne stilles særligt høje krav til en ministers faktuelle eller juridiske viden
Det afgørende for, om der i Minkkommissionens rapport er grundlag for at søge Mette Frederiksen draget til ansvar ved rejsning af tiltale ved Rigsretten i anledning af brud på legalitetsprincippet og sandhedspligten, vil herefter være, om det under inddragelse af relevante retlige standarder alvorligt kan bebrejdes ministeren, at hun med sine udmeldinger pressemødet den 4. november 2020 om aflivning af alle mink har handlet i åbenbar strid med sine embedspligter og derved ved grov uagtsomhed har overtrådt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1.
Det skal i den forbindelse tages i betragtning, at det sædvanligvis antages, at der næppe i almindelighed vil kunne stilles særligt høje krav til en ministers faktuelle eller juridiske viden. Dette gør sig navnlig gældende, hvis ministerens embedsmænd har givet ministeren en redegørelse, der ikke bringer problemerne frem i lyset. Retligt set må en minister kunne handle i tillid til sine embedsmænds redegørelse og råd, medmindre det er oplagt, at disse er forkerte eller mangelfulde.
I lyset af de forfatningsretlige og forvaltningsretlige normer på området er udgangspunktet følgelig, at ministeren må kunne regne med, at embedsværket i de relevante fagministerier har styr på hjemmelsspørgsmål og andre juridiske forhold. Det kan sædvanligvis ikke forventes, at en minister spørger ind til den slags og selv sikrer sig, at der er lovhjemmel til et indgreb i borgernes rettigheder, hvis vedkommende er omgivet af topembedsfolk, som ikke nævner eller i det mindste antyder, at der kan være et problem.
Det er netop på denne baggrund, at Minkkommissionen har rettet hård kritik mod den ansvarlige ressortminister på fagområdet og mod et stort antal mere eller mindre højtstående embedsmænd, som burde at have sikret sig, at det fornødne lovgrundlag var til stede.
8. Minister og departementschef havde god anledning til at rejse spørgsmål om hjemmel
Departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, og hans ministerium havde ikke forudset beslutningen om aflivning af alle mink. Kommissionen bemærker hertil, at der “så meget desto mere” kunne være anledning til at sikre hjemmel for eksekvering af den meget vidtgående og intensive beslutning.
Departementschefen nævnte ikke på KU-mødet spørgsmål om hjemmel til aflivning af mink, og heller ikke tempobonus, og han rejste heller ikke spørgsmål herom i den efterfølgende tid op til pressemødet. Han har for kommissionen forklaret, at hjemmel ikke var “top of mind”. Kommissionen bemærkede hertil, at dette “kan undre”.
Det er indgået i kommissionens vurderinger, at Miljø- og Fødevareministeriet tidligere havde oplyst om, at der ikke ville være hjemmel til aflivning af alle mink, herunder så sent som i coveret til et dagsordenpunkt på mødet i regeringens covid-19-udvalg den 1. oktober 2020, hvori en række ministre og departementschefer deltog. Ikke mindst daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen og hans departementschef havde således god anledning til at rejse spørgsmålet om hjemmel på KU-mødet den 3. november.
9. Forståeligt og undskyldeligt, at Mette Frederiksen ikke blev opmærksom på hjemmelsproblemstillingen
Det skal tages i betragtning, at det for selv de nærmeste ansvarlige i embedsværket var en teknisk betonet og juridisk vanskelig udfordring at få rede på hjemmelsspørgsmålet, som viste sig at kræve ret indgående undersøgelser af et kompliceret retsgrundlag.
Det fremgår af Minkkommissionens beretning, at der ikke blot var usikkerhed om hjemmelen i Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium, men også i Justitsministeriet. Hertil kommer, at der forud for afholdelsen af KU-mødet den 3. november 2020 allerede med hjemmel i epidemilovgivningen var aflivet et stort antal mink på fuldt lovligt grundlag, hvilket kan have bidraget til, at spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink heller ikke for statsministeren var ‘top of mind’.
Det kan desuden nævnes, at efter det foreliggende var heller ikke ledende oppositionspolitikere eller fremtrædende meningsdannere umiddelbart opmærksomme på hjemmelsproblematikken.
I lyset af ovenstående er det forståeligt og undskyldeligt, at Mette Frederiksen ikke blev opmærksom på hjemmelsproblemstillingen.
10. Mette Frederiksen kan ikke alvorligt bebrejdes for at tage styringen på KU-møde og afgørende pressemøde
Minkkommissionens beretning indeholder ikke oplysninger eller vurderinger, der giver tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om, at Mette Frederiksen har handlet pligtstridigt ved i forbindelse med forløbet frem til og med pressemødet den 4. november at sætte sig i spidsen for behandlingen af spørgsmålet om den relevante håndtering af smitterisikoen i forbindelse med forekomsten og den mulige spredning af virusmutationen cluster 5 i mink.
Tværtimod kan det med rette konstateres, at intentionen bag statsministerens direkte involvering i sig selv var anerkendelsesværdig. Det kan med andre ord ikke alvorligt bebrejdes Mette Frederiksen, at hun tog styringen som mødeleder på KU-mødet den 3. november, og at hun på regeringens vegne ledede pressemødet den 4. november.
11. Mette Frederiksens hastværk giver mening
Mette Frederiksen forklarede, at »hastighed var en afgørende parameter«, og at det var derfor, at hun tillod, at KU-mødet blev gennemført få minutter efter mødematerialets udsendelse i den fulde og endelige version. Mette Frederiksen har videre forklaret, at hun ikke foreslog en kort læsepause, da det var hendes klare overbevisning, at der var behov for at reagere og få truffet de fornødne beslutninger, så man kunne komme i gang med at eksekvere af hensyn til danskernes folkesundhed og det globale verdenssamfunds syn på Danmark.
Mette Frederiksen var i tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at slå alle mink ned, så hun spurgte herom 3-4 gange, og Sundhedsministeriet tilkendegav meget klart på KU-mødet den 3. november, at der »ikke var noget at gøre«.
I lyset af de foreliggende oplysninger om Mette Frederiksens bedømmelse af situationens alvor og hendes oplevelse af, at det var nødvendigt umiddelbart at påbegynde aflivning af alle mink, giver hastværket mening, uanset at der efterfølgende har kunnet rejses tvivl om, hvorvidt der objektivt set var tilstrækkelige holdepunkter for hendes opfattelse.
Det skal i den forbindelse tages i betragtning, at det for de implicerede på såvel det politiske niveau som i embedsværket var den klare opfattelse, at der forelå en alvorlig situation, som skabte alvorlig bekymring og gjorde det påtrængende at handle hurtigt og resolut.
Der kan ikke med rimelig sikkerhed fastslås, at det alvorligt ville kunne bebrejdes Mette Frederiksen som groft uagtsomt, at KU-mødet den 3. november 2020 blev tilrettelagt og gennemført på en måde, der alt andet lige vil kunne betegnes som uhensigtsmæssigt.
12. Flere ministerier handlede »kritisabelt«
På KU-mødet den 3. november indskærpede Mette Frederiksen, at hun havde en forventning om, at ministrene gennemgik de elementer, som koordinationsudvalget skulle være opmærksomme på. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det i almindelighed må kunne forventes, at embedsværket følger op på beslutninger truffet på et møde i et regeringsudvalg.
Minkkommissionen rettede kritik mod flere af aktørerne for at have svigtet deres ansvar i tiden op til pressemødet den 4. november.
Samlet fandt kommissionen, at Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministeriun havde handlet »særdeles kritisabelt« i det forløb, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november. Yderligere fandt kommissionen det »kritisabelt«, at den daværende departementschef for Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ikke havde sikret sig, at hjemmel til aflivning af alle mink og til udbetaling af tempobonus var blevet undersøgt og bekræftet i Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium.
Statsministeriet havde handlet »meget kritisabelt« ved ikke at have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet og ved at have foretaget utilstrækkeligt faktatjek af et udkast til statsministerens talepapir. Departementschef, Barbara Bertelsen, burde havde rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den 4. november, med henblik på at sikre at der var fornøden lovhjemmel.
Justitsministeriet havde handlet »kritisabelt« ved, trods kendskab til ressortministeriets vurdering af den manglende hjemmel, ikke at afhjælpe den opståede vildfarelse. Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den 4. november, med henblik på at sikre, at der var fornøden lovhjemmel.
15. Statsministeren modtog ikke besked om mangelfuldt retsgrundlag
I lyset af kommissionens vurdering må det kunne lægges til grund, at statsministeren med rette kunne have tillid til, at man i de involverede ministerier afdækkede de relevante problemer i løbet af den tid, der ganske rigtigt var til rådighed herfor. Rent faktisk blev det jo forud for pressemødet afklaret, at retsgrundlaget var mangelfuldt, men statsministeren modtog ikke besked herom.
I betragtning af, at Mette Frederiksen i tiden frem til pressemødet den 4. november slet ikke var bevidst om, at der var et hjemmelsproblem, og ingen i embedsværket på nogen måde benyttede den konkrete anledning til at henlede hendes opmærksomhed herpå, kan det med betydelig sikkerhed afvises, at hun på en retligt ansvarspådragende måde har tilsidesat en embedspligt ved ikke i den mellemliggende periode aktivt at have adresseret spørgsmålet.
16. Det kan ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven
Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus.
Der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger, der giver grundlag for antagelser om, at der ville kunne gøres retligt ansvar gældende mod Mette Frederiksen. Det kan følgelig ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed, endsige for et forsætligt forhold i forbindelse med beslutningen og udmeldingen om aflivning af alle mink.
Du kan læse hele det retlige notat fra de tre juraprofessorer her
Jørn Vestergaard er professor emeritus fra Københavns Universitet, Jens Elo Rytter er fra Københavns Universitet og Jørgen Albæk Jensen er professor emeritus fra Aarhus Universitet.
