Læs de 10 første sider af Theresa Scavenius bog, som udkommer i dag mandag 21. november
(Theresa Scavenius er forsker og nordjysk folketingsmedlem for Alternativet)
I det store perspektiv er status på den globale klimapolitik, at det går rigtig dårligt. Klimapolitikken har
generelt udviklet sig i en negativ retning de sidste 30
år. Mange vil måske tro det modsatte, fordi klimaet er
blevet udbredt som et politisk tema, som alle forholder
sig til, i modsætning til for fem til ti år siden.
Men årsagen til, at flere og flere snakker om klimapolitik, er netop ikke, at der bliver lavet en masse
klimapolitik, tværtimod: Flere og flere taler om klimapolitik, fordi der ikke er sket noget som helst de sidste par årtier. Endda er det på de fleste områder gået i den forkerte retning. Vi er stadig i gang med at forværre klimakrisen. Kurven for udledninger er ikke vendt endnu.
Mit udgangspunkt er grundlæggende, at ingen
borgere i verden burde interessere sig for, hvordan
strømmen i deres stikkontakt bliver lavet. Ligesom
de færreste synes, at det er særlig spændende at bruge
deres tid på at undersøge, hvordan kloaksystemerne
fungerer. Borgerne bør kunne have tillid til, at energisystemer og kloaksystemer selvfølgelig er indrettet på den mest rationelle og bæredygtige måde. Det burde de kunne forvente i en hyperteknologiseret og moderne verden. Desværre er det ikke tilfældet i praksis.
Og jo flere der interesserer sig for nørdede emner som
energiinfrastruktur, bygningsmaterialer, metangas og
så videre, jo mere kan vi være sikker på, at der ikke
bliver taget politisk ansvar for disse emner.
Det begyndte ellers rigtigt godt for den globale
klimapolitik i 1990’erne. De fleste syntes at være enige
om, at det var en politisk udfordring, som skulle løses
ved at lave globalt bindende aftaler for udfasning af
alt, som udleder drivhusgasser. Og verdens ledere blev
i FN-regi enige om at samle al videnskabelig viden i
store IPCC-rapporter og transformere den viden over
i det politiske beslutningsforum COP-møderne. Der
var optimisme, fordi det lige var lykkedes med Montrealprotokollen at lave en lignende politisk proces,
hvor verdens ledere enedes om at udfase produkter,
der udledte de freongasser, der ødelægger ozonlaget.
Men det gik allerede galt med Kyotoprotokollen,
hvor man valgte at skabe en uklar og diffus ramme for
selve reduktionerne – i stedet for, som det var tilfældet
med Montrealprotokollen, årlige bindende reduktionsmål. Ratificeringsprocessen gik også langsomt, og USA endte med at melde sig helt ud. Det samlede resultat var ingen effekt på de globale udledninger.
Møderne fortsatte, og i 2009 i København var man
igen tæt på at lande en aftale med opbakning fra både
USA og Kina. Mødet endte imidlertid i en skandale og et stort kollaps for den globale klimapolitik. Efter COP-mødet i København blev ambitionen om en globalt bindende aftale endegyldigt opgivet. I 2015 opstod der
en ny politisk ramme, der tog udgangspunkt i frivilligt
nationale reduktioner – det, vi kender som Parisaftalen. Den strategi har også fejlet; det kan vi se på udledningstallene, som fortsat stiger.
Alle refererer imidlertid stadig til Parisaftalen som
en målsætning, hvor den politiske ambition er at holde
den globale gennemsnitlige temperaturstigning på 1,5
grader. Sandheden er dog den, at det ikke længere er
en realistisk målsætning, men at de politiske systemer
har behov for at fastholde alle i illusionen om, at de
har styr på det og holder, hvad de har lovet, og er i
gang med at fikse problemerne.
Den ubehagelige virkelighed er, at det er de ikke.
Derfor står vi midt i en klimakrise, som vi fortsætter
med at accelerere. Hverken coronapandemien eller
krigen i Ukraine og det medfølgende pres på energiforsyning og -priser er blevet brugt som anledning til radikalt at skifte kurs, og 2021 var det år, hvor verden indtil videre udledte allermest CO2 i menneskehedens historie. Coronapandemien og krigen i Ukraine kunne have været blevet brugt som wakeupcalls, der giver indblik i, hvor galt det kan gå, når man ikke forbereder sig på eller endda forsøger at undgå kriser. Det skete bare ikke.
Som kompensation for det globale og Parisaftalens
nationale kollaps i klimapolitikken er der vokset en
urskov frem af gode initiativer fra borgere, ngo’er og
virksomheder. Alle har travlt med at overgå hinanden
i grønne ambitioner, ambitiøse målsætninger, flotte
plakater og gode slogans. Også underholdningsindustrien har taget klimakrisen til sig. Alle synes at have et bud på den grønne omstilling, og alle synes lige ved at finde “løsningen” lige rundt om hjørnet. Det står i voldsom kontrast til den faktuelle virkelighed, hvor Parisaftalens 1,5-graders målsætning i praksis nu kun er en teoretisk mulighed.
Der er selvfølgelig en masse ting, man kan gøre
som borger, ngo og virksomhed. Men det er vigtigt at
slå fast – og denne bogs pointe – at det ikke er muligt
at kompensere for manglende global og national politik, hverken på borgerniveau eller virksomhedsniveau.
Grundlæggende er borgere og virksomheder ikke relevante klimapolitiske aktører.
For klimakrisen kan ikke løses med begejstring over
småting. Det er vigtigt, at vi forstår, at klimakrisen er
af en anden karakter end andre udfordringer. Klimakrisen kan ikke løses af mange-bække-små-strategien.
At privatpersoner slukker for lyset, har ikke nogen
effekt på, hvor mange vindmøller der bliver bygget.
At privatpersoner sparer på vandet, har ikke nogen
effekt på, om deres bys vandforsyning er bæredygtig.
At privatpersoner spiser mindre kød, har ikke nogen
effekt på eksporten af kød. En effektiv klimapolitik kræver, at vi som udgangspunkt ser på det store billede, og her vil vi se, at det ikke er muligt at løse klimakrisen uden politiske beslutninger på globalt plan.
Men den underliggende kolossale udfordring er, at
vi ikke har de institutioner, der kan træffe de nødvendige nationale og globale politiske beslutninger, som skal vende kurven. Som skal etablere en vedvarende energiforsyning og bæredygtig vandforsyning og begrænse mængden af animalsk industriproduktion og så videre.
Vores hypermoderne civilisation har ikke evnet at udvikle et institutionelt globalt system, der er stærkt nok til at håndtere de problemer, som selvsamme moderne civilisation har medført. Der har været ansatser og forsøg som EU og FN, men de har ikke udviklet sig i et højt nok tempo til at matche skadevirkningerne af vores teknologiske og samfundsmæssige udvikling.
Vi står altså med problemer af en størrelse, vi ikke
har nogen institutioner eller ressourcer til at håndtere. Hvor EU i mange år evnede at lede den globale klimapolitiske dagsorden, er EU’s styrke blevet
svækket af nationalpolitiske dagsordener, Brexit og
antidemokratiske tendenser. FN-institutionerne står
ligeledes svækkede, og den udvikling, som COP-møderne og IPCC-rapporterne har taget, har svækket
deres mulighed for at udøve det globale politiske pres,
som var deres formål.
FN’s klimainstitutioner har været succesfulde i at skabe en klimapolitisk global dagsorden – i 1990’erne var der som nævnt ansatser til en seriøs global klimapolitik, men i dag bliver COP-møderne primært brugt som en politisk teaterscene for, hvad jeg kalder for falsk klimapolitik. Falsk klimapolitik er politiske løfter, som aldrig bliver indfriet, og hvor der er en stor kløft mellem retorik og handling.
Det er det helt grundlæggende problem: at vi lever
i en verden, som ikke har organiserede institutionaliserede fællesskaber, der kan løse en global klimakrise på det globale niveau, som det kræver.
Hvad gør man så som borger og virksomhed, når
man nu ikke er en relevant aktør, og politikerne tilsyneladende ikke påtager sig ansvaret? Man starter med at stoppe for alt oversalg af grønne budskaber, visioner og planer, i erkendelse af at man som enkeltperson eller organisation kan gøre meget lidt i en verden og en global økonomi, der er kulsort.
Vi er alle underlagt et kulsort liv i en fossil verden,
hvor vores liv har meget store klimapolitiske aftryk
– uanset hvor meget eller hvor lidt vi affaldssorterer.
Ingen af os kan fravælge det fossile liv. Det bedste, vi
som borgere kan gøre, er at passe vores hverdagsliv. Vi
skal leve vores liv og sørge for, at vores børn kommer i
skole med en ordentlig madpakke og så videre. Virksomheder skal have travlt med at tjene penge inden
for de politisk definerede regulatoriske rammer. Hvis
de ikke gør det, kollapser vores markedsøkonomi, som
i forvejen er udfordret af politisk indblanding, blandt
andet i form af sorte subsidier, der skævvrider grønne
virksomheders konkurrenceevne.
Når vi taler om ansvar for klimaforandringerne,
er det altså altafgørende, at vi er opmærksomme på
opdelingen mellem, hvad der er et politisk ansvar, og
hvad der er borgernes og virksomhedernes ansvar. Den
opdeling er helt central for at forstå behovet for en
klimastat, og hvad der er klimastatens politiske ansvar.
Borgere og virksomheder kan og skal derfor heller
ikke kompensere for det manglende politiske ansvar
for klimapolitikken og den grønne omstilling. Ud fra
et moralteoretisk perspektiv argumenterer jeg endda
for, at enkeltindivider moralsk set kan undskyldes,
fordi de ikke er moralske aktører i de spørgsmål, som
kræver en politisk ansvarlighed. For eksempel er en
borger, der bor i et område, hvor den lokale bus- og
togdrift er nedlagt, ikke ansvarlig for at tage offentlig
transport, når den ikke længere findes. Ansvaret ligger
her hos dem, der har nedlagt den lokale busrute, og
hvis de mener, at offentlig transport er mere bæredygtigt end privatbilisme, er det en klimapolitisk beslutning at sørge for, at den er tilgængelig.
Hvis vores politiske system havde prioriteret den
grønne omstilling de sidste par årtier ved bogstaveligt
talt at sætte en vindmølle til alt vores energiforbrug,
herunder produktion, transport og varme, samt sat den
nødvendige regulatoriske ramme for al international
handel, så ville borgernes og virksomhedernes ansvar
stort set have været lig nul. Vi kunne som borgere leve
vores liv, passe vores børn og tage på ferie med god
samvittighed, og virksomhederne kunne drive deres
forretning, som de er bedst til.
Men vi lever i et politisk system, hvor både de
nationale regeringer og institutioner som EU fortsat
udvider den fossile økonomi. I den kontekst er det
nytteløst for den enkelte borger at forsøge at modvirke
udviklingen. Det er lidt ligesom at stå ved det nedlagte
busstoppested og vente på, at bussen kommer. Det er
selvfølgelig både håbløst og nytteløst.
