Analyse af Esben Agerlin Olsen.
I arbejdsfællesskabet SVM er det hurtigt blevet almindeligt at lave lidt fis med de andre på arbejdspladsen.
For eksempel fik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tjansen med at stille deres alvorlige miner til rådighed for at fortælle, at prisen for en invitation til forhandlinger om forsvarsforlig var at stemme for afskaffelse af store bededag.
Høsten af den besked var, at oppositionen dannede sin egen historisk brede koalition. Fagbevægelsen begyndte at lede efter gule veste, som de bruger i Frankrig, når dialogen skal foregå i gadekamp.
Så stod redningsmand og statsminister Mette Frederiksen (S) myndigt frem for at rede trådene ud og trække i land for sine to regeringspartneres krav. De står tilbage som ansigterne på den snublende start.
Nu inviteres alle partier til forhandlinger om forsvar, selv om de ikke har accepteret at skrotte store bededag, som tidligere var en helt nødvendig adgangsbillet.
Den ultra-erfarne Lars Løkke Rasmussen, på sin anden partiformandspost, har dog heller ikke forsømt at markere sig ved at spænde ben for et andet parti i arbejdsfælleskabet.
Det handler om det fjerne, østafrikanske land Rwanda, som Socialdemokratiet i årevis har villet sende flygtninge til. Den tidligere socialdemokratiske regering har foreløbig sendt tre ministre dertil (med returbillet) og ville åbne et kontor til at tage sig af sagen.
Ind kommer Lars Løkke Rasmussen, denne gang som udenrigsminister. Han har aldrig været vild med Rwanda-planen. Han kritiserer nu Rwanda, som de tidligere ministre på besøg ellers har rost.
Løkkes kritik er, at Rwanda betaler og bevæbner en oprørsgruppe, M23, som voldtager, plyndrer og bortfører folk i nabolandet Congo. FN, EU, Tyskland og Frankrig er kommet med samme kritik, som Danmark sluttede sig til, da Løkke var blevet udenrigsminister og havde tænkt over sagen en måneds tid.
Udlændingeminister Kaare Dybvad (S) ved ikke, hvad han skal sige til det. Løkke har sat ham i en umulig situation.
For hvordan forsvare at sende flygtninge til et land, som selv står for en brutalitet, som folk flygter fra i hundredetusindvis.
Sådan er samarbejdet i arbejdsfællesskabet SMV. Høfligt og rank tilbage står soldat og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der som bekendt ikke fik den finansministerpost, der kunne have skabt mere ligevægt i regeringen. Han har ikke lavet nogen (kendte) benspænd, som hører til kulturen i arbejdsfællesskabet. Har han ikke forstået kulturen eller har han ikke lyst eller evner til benspænd – når det ikke gælder gamle blå venner ?
