Erindringerne fra den tidligere statsminister og partiformand, som nordjyder ville vælte i 2014 er lige om hjørnet
Der var engang, da statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen og var formand for Venstre. Det var sidste år. I dag er Venstre er et helt andet – og i meningsmålingerne noget dårligere – sted.
Men det forlyder, at dette års sommergruppemøde, måske med undtagelse af Løkke, foregik i en god stemning. Det var meget i kontrast til sidste år, da Kristian Jensen i øvrigt var næstformand.
Nu er Jakob Ellemann-Jensen formand og Inger Støjberg næstformand. Nordjyderne Karsten Lauritzen og Preben Bang Henriksen er henholdsvis formand og næstformand for folketingsgruppen. Ro og orden. Efter at de samme to nordjyder forgæves stod i spidsen for at kræve Løkkes afgang i 2014. Løkkes tøj for partipenge og dyre rejser var blevet for meget.
Lars Løkke Rasmussen er et overstået kapitel sammen med opgøret om, hvem der skulle være formand. Venstrefolk trækker smilende på skuldrene over det.
Mandag 31. august ved vi, om smilet holder. Da udkommer endnu en bog fra Lars Løkke Rasmussen. Bogen kommer på et-års dagen for både Løkkes og Kristians Jensens afgang fra topposterne i partiet.
Lars Løkke Rasmussen har noget at fortælle. Ifølge forlaget handler bogen også om det berømte kældermøde i 2014 i Odense mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen. Den omgang trak Løkke sig groggy, men sejrende ud af. Han kunne fortsætte som formand, selv om de fleste havde spået ham færdig.
Løkke skaffede fremgang i 2019
Da Løkke gik i 2019, havde Mette Frederiksen (S) lige vundet regeringsmagten, selv om Socialdemokratiet gik en anelse tilbage, mens Venstre faktisk gik næsten fire procentpoint frem ved valget.
Nogle forklarer årsagen til Venstres nu forsvundne fremgang med, at Løkke i en bog lige før valget havde flirtet med Socialdemokratiet. Samtidig koblede han vognen fra med resten af blå blok, dog uden at vinde Mette Frederiksens gunst.
“Om de fleste – og det meste” hedder den nye bog. Med den brede personkreds, som titlen antyder, vil det være pinligt for den, der ikke er nævnt.
Forlaget fortæller, at “Lars Løkke Rasmussen er et idealistisk menneske, som har været fire årtier i politik for at gøre verden til et bedre sted. Han er ærgerrig, ambitiøs og en hård hund. Og han er en blød mand, der kan græde, når han ser samfundets svage blive kvast af ringe livsvilkår.”
Af Esben Agerlin Olsen