Så meget koster en rigsretssag

(Foto: Jacob Kjerumgaardartikel fra februar)

Når folketingsmedlemmerne i morgen tirsdag 2. februar klokken 13 stemmer – i tre hold – om en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V), så følger der en regning med.

(Inger Støjberg ved det ekstraordinære landsmøde 24. januar 2021, da hun sluttede som næstformand.)

Hvor stor den bliver, er ukendt. Men det bliver formodentlig ikke mindre end den seneste rigsretssag, mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i den såkaldte tamilsag. Den sluttede i 1995 med en dom på fire måneders betinget fængsel.

Sagen mod Ninn-Hansen kostede 33,8 millioner datidskroner. Helt præcist 33.865.228 kroner i 1997 har Justitsministeriet regnet ud i et svar til Peter Skaarup (DF).

Det svarer nogenlunde til 50 millioner nutidskroner ifølge omregneren oldmoney.dk

Selv om ministeriet helt ned på en-krone niveau har udregnet prisen på den tidligere rigsretssag, så har ministeriet har ikke kunnet finde ud af, hvad den kommende rigsretssag kommer til at koste. Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) i svaret.

Prisen

Når man spørger nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), hvad han gætter prisen var for tamilsagen, så siger han 80 millioner kroner. Det er et stykke over de 50 millioner kroner.

Preben Bang Henriksen (V), næstformand Venstres folketingsgruppe, advokat, formand for retsudvalget.

Men regningen fra Ninn-Hansen sagen omfatter heller ikke løn til de deltagende højesteretsdommere, som der til sidst var 10 af. Og udregningen til nutidskroner tager ikke højde for, at advokater – forsvarere og anklagere kan være steget mere i løn end andre.

Netop anklagere og forsvarere fik den store bid af kagen i 1997. Der var 8,8 millioner kroner til anklagerne og 9,6 millioner kroner til forsvarerne. I dag får en beskikket forsvarer 1710 kroner – i timen – oplyser Preben Bang Henriksen, selv advokat.

“Du hører ikke mig kritisere det – for så skal vi også kritisere narko- eller rocker sager. Det er prisen for det system, vi har,” siger Preben Bang Henriksen.

Han er den eneste nordjyde i Venstres gruppe, som ikke støtter en rigsretssag mod Inger Støjberg. Han tror ikke, at sagen kan føre til dom.

Rigsretten kører efter andre retsregler end i den kommission, som har undersøgt Støjberg-sagen. I rigsretten gælder en uskyldsformodning, og forsvareren kan indkalde vidner, påpeger Bang Henriksen.

Det er sværere at blive dømt i en rigsret end “dømt” i en kommission, påpeger han.

Nordjyske Marie Bjerre (V) er også advokat og vil stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Marie Bjerre (V), foto Nordtinget.

Hun havde gerne brugt pengene på noget andet, men siger:

“Det er svært at gøre op i penge. Det handler om retssamfundet. Det er afsindigt dyrt. Jeg kan forstå, man kan blive forarget. Men hvor der er rejst alvorlig kritik, kan
vi ikke gå på kompromis med retssamfundet. At få retfærdighed koster meget,” siger Marie Bjerre.

Alt tyder på, at der er flertal for sagen mod Støjberg.

Krav om rigsretssag mod Frederiksen

Endnu en rigsretssag er på tale i Danmark. Det gælder statsminister Mette Frederiksen (S), som gav besked om, at alle mink skulle aflives – uden at hun havde en lov til det. Et borgerforslag om sådan en rigsretssag har fået de nødvendige 50.000 underskrifter for at blive behandlet i Folketinget.

Borgerforslaget betyder langt fra, at der bliver en rigsretssag, men sagen bliver behandlet. Foreløbig skal en granskningskommission undersøge sagen.

Sagen mod Ninn-Hansen handlede om ulovligt at forhindre familiesammenføring af tamilske flygtninge fra Sri Lanka. Sagen mod Inger Støjberg handler også om udlændinge, asylansøgere. Unge par blev adskilt, hvis den ene var under 18 år.

Rigsretten kan have op til 30 dommere, hvoraf halvdelen er højesteretsdommere og den anden halvdel er politisk udpegede. Dem kan du se her.

Regningen for sagen mod Ninn-Hansen findes her.

Af Esben Agerlin Olsen