(Foto Line Bloch Klostergaard/Region Nordjylland)
Enkelte læger i Nordjylland har taget en håndfuld hætteglas med overskydende vaccine med hjem til klinikken efter vaccination på plejecentre.
En læge havde hele 31 doser i overskud, en anden 24 doser og en tredje 12 doser. Ellers har der været tale om mellem en og fem vacciner, som i alt 11 praktiserende læger har kørt med hjem fra de første vaccinationer, som begyndte mellem jul og nytår.
Det viser en opgørelse, som Nordtinget har set.
Angivelig ureglementeret transport af overskydende vacciner er også sket i Region Syd. Det har ført til beskyldning om at springe køen over til fordel for sig selv og eget personale på bekostning af mere udsatte.
Et andet problem er, at vaccine kan være gået til spilde, da det er usikkert, om dens virkning holder efter yderligere transport. Først er vaccinen transporteret til Danmark, derefter til regionerne.
Opgørelsen med de overskydende doser er lavet af den lokale nordjyske afdeling af Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Region Nordjylland sendte tirsdag opgørelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Den indeholder ikke navne på de 11 læger.
Opgørelsen viser, at den længste transport har taget højst 15 minutter fra vaccinationsstedet tilbage til lægens klinik. I to tilfælde – de 31 og de 12 doser – har transporten taget cirka 10 minutter. De øvrige har taget mellem et minut og fem minutter ifølge lægernes egne angivelser.
PLO i Nordjylland har forklaret, at det gik stærkt med de første vaccinationer. Samtidig viste det sig, at der var mere end de forventede fem doser i hvert hætteglas. Der kunne trækkes op til syv doser ud af hvert glas.
Det gav i sig selv et overskud. Samtidig kunne nogle af beboerne på plejehjemmene ikke vaccineres, da de var smittede.
Lægerne ville ikke ladet vaccine gå til spilde. Og regionen havde ikke på forhånd meldt ud, hvordan overskydende doser skulle anvendes, påpeger PLO i et brev til Region Nordjylland.
Samtidig fremhæver PLO Nordjylland, at producenten Pfizer ikke skriver noget om transport af vaccinen i sit produktresumé. Der står heller ikke noget om transport af vaccinen i Sundhedsstyrelsens retningslinjer eller på hjemmesiderne hos Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen, anfører PLO i sit brev.
Ikke taget nok højde for overskud
Koncerndirektør Anne Bukh i Region Nordjylland bekræfter over for TV2 Nord, at der ikke var taget tilstrækkelig højde over for overskydende vaccine.
– Det er rigtigt, at der ikke stod nok mennesker på de tilkaldelister i starten. Det er der lavet om på i dag med den viden, vi har fået, siger hun til tv-stationen.
Styrelsen for Patientsikkerhed vil ikke sige, om den har fået indberetning om ureglementeret transport af vacciner fra mere end én region. En anelse kryptisk vil styrelsen kun bekræfte, at den har fået henvendelse om “en eller flere regioner”.
Det er kendt, at der også i Region Syddanmark er transporteret vaccine med hjem fra vaccination på plejecentre, i Billund og Varde. Det har koncerndirektøren i regionen skrevet til politikerne i regionsrådet.
Region Syddanmark har ikke indberettet transporten til Styrelsen for Patientsikkerhed, da det viste sig kun at handle om en enkelt læge, der tog et enkelt hætteglas med hjem. Det oplyser regionsrådsmedlem Carsten Sørensen (DF).
Af Esben Agerlin Olsen