Enhedslisten truer med at bringe regeringen i mindretal

Det har længe stået klart, at Danmark har bestilt rigeligt med vaccine mod corona. Nu oplagres vaccine i køleskabe i København, selv om der er stort behov for den i udviklingslandene.

Til Danmark kommer der stadig bestilt vaccine fra firmaerne Johnson & Johnson og AstraZeneca, hvis vacciner er taget ud af det generelle, danske vaccinationsprogram. Ifølge dr.dk står en million doser i køleskabe på Statens Serum Institut (SSI).

Regeringen risikerer at komme i mindretal, hvis den ikke gør noget for at få indkommende vaccine omdirigeret til andre lande i stedet for sætte den på lager. Det fremgår af en hurtig forhandling på Twitter onsdag formiddag.

Corona-ordfører Peder Hvelplund fra regeringens støtteparti Enhedslisten lover at gå sammen med Venstre uden om regeringen, skriver han til Venstres Jan E. Jørgensen.

Nordjyske Peder Hvelplund kræver, at de indkøbte vacciner hurtigt omdirigeres til det internationale vaccinationsprogram COVAX.

“Det er helt gak, at regeringen ikke har sikret, at overskydende vacciner doneres gennem COVAX, men i stedet havner i fryseren hos SSI! Vi har et globalt ansvar for at vaccinerne kommer ud, men også for at sikre os selv mod nye varianter. Det haster!“, skriver Peder Hvelplund.

Jan E. Jørgensen erklærer sig “helt enig”.

Det internationale COVAX-program modtager kun vaccine direkte fra producenterne, altså ikke via køleskabe i København.

Da coronavirus som bekendt smitter over grænserne, har de rige lande har også en egeninteresse i, at hele verden bliver vaccineret.

Ingen er sikre, før alle er sikre, har udviklingsministeren, nordjyske Flemming Møller Mortensen (S) tidligere sagt. Samtidig har regeringen været tøvende, fordi det også handler om storpolitik, hvor Rusland og Kina fører sig kraftigt frem med sine vacciner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto Nordtinget ©

Sundhedsminister Magnus Heunicke, skriver i en mail til dr.dk, at “regeringen løbende vil vurdere behovet for reserven af vacciner på lager og fremtidige donationer af vacciner.

Ifølge ministeren har Danmark foreløbig givet en million doser vaccine fra AstraZeneca til det vestlige Balkan og 250.000 doser til Bhutan.

AstraZeneca og Johnson & Johnson er taget ud af det generelle danske vaccinationsprogram på grund af sjældne, men alvorlige bivirkninger.

De to vacciner, som er EU-godkendt til brug, har produktnavnene Vaxzevria® og Vaccine Janssen®. Tidligere har regeringen bedt Sundhedsstyrelsen om at revurdere, om vaccinerne alligevel ikke kunne bruges i det danske program.

Den anmodning afviste Sundhedsstyrelsen 25. juni med henvisning til bivirkningerne i forhold til behovet for flere vacciner. Det er ikke værd at tage risikoen med bivirkninger som blodpropper, blødning og lavt antal blodblader, set i forhold til gavn, som de ekstra vacciner ville kunne gøre.

De generelt fravalgte vacciner tilbydes på frivillig basis via lægekonsultation. Den konservative, nordjyske sundhedsordfører Per Larsen, har sagt, at han gerne ville have vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver et enkelt stik.

Danmark har bestilt 23 millioner doser vaccine ifølge sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) på et samråd i Folketinget 5. maj 2021. Landet har 5,8 millioner indbyggere.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs også: Regeringen tøver med at give overskudsvaccine til fattige lande