Billigt salg i Vrå og dyrt køb på Langeland: “Mistænkeligt at mørkelægge”

(Foto Folketinget tv)

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) har svaret på et spørgsmål om, hvorvidt regeringen overvejede at bruge nogle tidligere asylcentre til udrejsecenter i stedet for Holmegaard på Langeland, som er nu ude af billedet igen.

De tidligere asylcentre, blandt andet i Vrå, blev solgt billigt i 2020, mens Holmegaard på Langeland tilsyneladende blev købt dyrt og opgivet i maj 2021. Set udefra virker det som en dårlig forretning.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S). Foto Folketingets tv.

Tankerne bag handlerne bliver inden for regeringen.

“Regeringen ikke kommer til at fremlægge de overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med beslutningen om etablering af et udrejsecenter på Holmegaard. Vi kommer heller ikke til at redegøre for andre overvejede bygninger,” lyder det fra udlændingeminister Mattias Tesfaye (S).

Holmegaard blev købt for 13,5 millioner kroner – tre gange den regnskabsmæssige værdi i en revisionsrapport fra året før ifølge TV2.

Tidligere handel med udlændingestyrelsens bygninger til asylcentre i Vrå i Hjørring kommune, i Grenaa og Ebeltoft kan ministeren heller ikke oplyse noget om. Bygningerne blev alle solgt i 2020 til priser et godt stykke under den offentlige vurdering.

Ejendommen i Vrå var offentligt vurderet til 12,1 millioner kroner. Den blev solgt den 31. august 2020 for 4,275 millioner kroner.

Mattias Tesfaye. Foto Steen Brogaard, Folketinget.

De lave salgspriser fremgår af et spørgsmål fra folketingsmedlem Peter Skaarup (DF), som ministeren har svaret på.

De solgte ejendomme har været overgivet af udlændingestyrelsen til Statens Ejendomssalg A/S (Freja Ejendomme A/S). Udlændingestyrelsen har dermed ikke være involveret i salget, forklarer den i svaret fra ministeren.

Peter Skaarup synes, det “virker mistænkeligt”, at Mattias Tesfaye, vil mørkelægge købet af Holmegaard”.

“Det er nemt nok, når det er skatteborgernes penge, og ikke deres egne”, siger Skaarup. Han bebuder at forfølge sagen yderligere.

“Regeringen må ryste op med et svar”, siger Peter Skaarup. Han kan ikke se, at der skulle være noget politisk i at kaste lys over sagen. Alle uanset holdning må være enige om at få det opklaret, mener DF’eren.

Holmegaard opgivet i maj

Regeringen opgav i maj 2021 sine planer om et udrejsecenter på Holmegaard på Langeland. Det skete efter stor lokal modstand.

Udrejsecentret skulle have huset nogle af de nuværede beboere på Kærshovedgaard, så udvisningsdømte og personer på tålt ophold skulle flytte til Langeland fra Midtjylland.

Frihedsbrevet.dk har skrevet om salget af de tidligere asylcentre, som fandt sted i tre socialdemokratiske kommuner.

Af Esben Agerlin Olsen

(Opdateret med kommentar fra Peter Skaarup, DF)