Foto Arthur J. Cammelbeeck.
Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, kritiserede onsdag regeringen i forbindelse med den kaotiske evakuering af danskere og hjælpere fra Afghanistan. Her rykkede det islamistiske Taleban ind i hovedstaden Kabul søndag morgen.
Søren Pape Poulsen undrede sig voldsomt over, at Udenrigsministeriet angiveligt gennem flere uger har afvist et forslag fra ledelse af specialstyrkerne i Aalborg om at lave en plan for evakuering. Det har forsvarsmediet Olfi.dk skrevet om.
“Det undrer mig meget. Det må vi så få et svar på fra ministeren eller i nævnet,” (Det Udenrigspolitiske Nævn, red), sagde Søren Pape Poulsen ved et pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet i den konservative folketingsgruppe på Egelund Slot nær Fredensborg i Nordsjælland.
Den konservative formand beskyldte samtidig både statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) for at være på noget der ligner kampagne- ture til Odense og Ærø, mens Afghanistan var endeligt ved at falde i hænderne på Taleban.
Danske soldater har gennem 20 år sat livet til for at holde Taleban fra magten. Så den weekend skulle ministrene havde siddet på deres kontorer, mente den konservative formand.
“Forsvarsministeren og statsministeren må jo have haft en viden om, hvor voldsomt og hvor stærkt det gik,” sagde han på spørgsmål fra Nordtinget.
“Jeg skulle kende det system meget dårligt, hvis andre efterretningstjenester og vores samarbejdspartnere ikke har fortalt hvor alvorligt det var. I sådan situation må man sidde i sit ministerium. Der må man koordinere. Der må man være opmærksom, og ikke være på kampagnetur rundt i landet.”
“Jeg synes simpelthen ikke, at det er i orden,” sagde Søren Pape Poulsen, som er tidligere justitsminister.
Forsvarsminister Trine Bramsen har vist på Facebook, at hun var med statsminister Mette Frederiksen til koncert i Odense fredag aften. Forsvarsministeren besøgte Socialdemokratiet på Ærø søndag og så også på sæler.
Da Lene Espersen var udenrigsminister og formand for Konservative tog hun i 2010 på ferie på Mallorca i stedet for at tage til et arktisk møde i Canada, hvor hun havde mulighed for at møde den amerikanske udenrigsminister. Det blev hun meget kritiseret for. Ferieturen er ofte set som et voldsomt skub til mange års konservativ nedtur. Hun gik af som formand i januar 2011.
“Jeg vil tillade mig at mene, at det i weekenden er 10 gange mere alvorligt end dengang,” sagde Søren Pape Poulsen.
Statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet skulle også havde holdt pressemøde fra sit sommergruppemøde onsdag i Vingsted ved Vejle. Det blev aflyst med henvisning til situationen i Afghanistan. Pressen fik derfor ikke fik mulighed for at stille spørgsmål om sagen.
Af Esben Agerlin Olsen