(Foto Kopenhagen Fur)
Ordet panik kom op flere gange i Minkkommissionen, da to embedsmænd fra Justitsministeriet blev afhørt fredag.
Panikken opstod i ministeriet i dagene, efter at regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020 sent om aftenen havde besluttet, at alle burmink skulle aflives, hvad der viste sig ikke at være nogen lov til.
Lov er Justitsministeriets ekspertise. Men hvad havde regeringen egentligt besluttet ? Det stod ikke klart, da kontorchef Morten Holland Heide mødte på arbejde om morgenen dagen efter regeringsmødet.
Om natten klokken 00:21 havde han fået en mail fra sin overordnede. Han læste den om morgenen. Der stod, at der var tale om en “meget hård linje”.
“Alt skal slagtes, bortset fra evt. en meget lille mængde genpulje mink”, skrev chefen. Ifølge hendes chef, departementschefen kunne der være tale om 1000 mink.
Men er det aflivning med eller uden forbud mod mink, og er det permanent eller midlertidigt. De vidste det ikke i Justitsministeriet. De forsøgte at spørge sig frem, og de havde travlt.
Samtidig var ministeriet rystet af ordet “Wuhan”, den kinesiske by, som beskyldes for at være arnested for corona-virus. Nogen havde sagt, at mink kunne gøre Danmark til det nye “Wuhan”, og det blev der talt om på gangene i ministeriet.
Det fik juristerne op i et meget højt gear. Og samtidig var der tvivl om, hvorvidt der var lovhjemmel til at slå alle mink ned.
“Hvis der ikke var hjemmel til det, kunne det betyde en forsinkelse på en uge,” sagde vidnet, kontorchef Morten Holland Heide.
En afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, som har ansvar for mink og lov om dyr, havde tydeligt meddelt, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.
Den besked nåede tilsyneladende ikke frem til Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) senere på dagen ville holde pressemøde om beslutningen – klokken 16.
En halv time før pressemødet skrev en afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet til kontorchefen i Justitsministeriet og hans overordnede. Han viderebragte et spørgsmål fra Fødevarestyrelsen om, hvem de skal tale med i Justitsministeriet.
Kontorchefen i Justitsministeriet spurgte tilbage, hvem Justitsministeriet skal spørge efter i Fødevarestyrelsen. Det er, et kvarter før Mette Frederiksen fortæller på tv, at alle mink skal aflives.
Kontakten når ikke at blive etableret – “bomben” bliver ikke afsikret, før statsministeren fortæller om, hvad en embedsmand har kaldt “massemord” på mink.
Først om aftenen, klokken 21:32, får Justitsministeriet navnet.
Statsadministrationen er meget hierarkisk. Underordnede henvender sig ikke til overordnede i et andet ministerium. Derfor går det via Miljø- og Fødevareministeriet, at Fødevarestyrelsen gerne vil have en kontakt i Justitsministeriet for at redegøre for den manglende lovhjemmel.
Sent samme aften 4. november skriver den juridiske chef i Miljø- og Fødevareministeriet til dagens vidne, at der ikke er hjemmel til at aflive alle mink ifølge loven om hold af dyr, som hører under dette ministerium.
Om morgenen 5. november “var der igen en panisk stemning”i Justitsministeriet, fortalte kontorchef Morten Holland Heide fredag til kommissionen.
Han brugte formiddagen 5. november på at finde ud af, hvad der skulle stå i de restriktioner, som skal indføres i Nordjylland, hvor den muterede mink-virus er løs og har skabt Wuhan-panikken. Han havde rasende travlt.
Klokken 13 den 5. november er han klar over, at der skal laves en ny lov.
“Vildt kaos”
En kollega, også kontorchef, oplevede også et Justitsministerium på den anden ende, da han mødte ind 5. november efter statsministerens pressemøde dagen før.
“Der er vildt kaos, en heksekedel,” sagde vidnet kontorchef Mads Møller Langtved i Minkkommissionen fredag.
Han var stærkt i tvivl om, hvorvidt der er lovhjemmel til aflivning af alle mink. Men han får travlt med at kaste sig over lukningen af Nordjylland, som skal annonceres på et pressemøde samme aften.
Minkkommissionen forsøger at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at regeringen gennemførte noget, der ikke var lov til. Lørdag afhøres en central afdelingschef fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Igen fredag blev det nævnt, at politiet havde fået at vide, at der ikke var lovhjemmel til at aflive raske mink uden for sikkernedszonerne, som var oprettet rundt om smittede farme.
Af Esben Agerlin Olsen