(Marked i Wuhan, Foto Wikimedia)
ANALYSE
Af Esben Agerlin Olsen
Den grædende 15-årige Nayirah fra Kuwait fik en plads i verdenshistorien, da hun vidnede for et udvalg i den amerikanske kongres i oktober 1990.
I august 1990 var olie-landet Kuwait blevet indtaget af den daværende irakiske diktator Saddam Hussein.
Heller ikke dengang kunne den almindelige amerikaner se den store mening med at gå i krig for at befri et fjernt land, de dårligt have hørt om tidligere.
Det blev ændret af en bestemt historie, som den 15-årige Nayira, fortalte om brutale irakiske soldater i det invaderede Kuwait.
Hun fortalte, at hun havde set irakiske soldater stjæle kuvøser fra hospitaler. Babyer fra kuvøserne blev lagt til at dø på det kolde gulv.
Historien blev gentaget igen og igen, også af den daværende amerikanske præsident George Bush.
Til sidst fik han knebent flertallet med sig i kongressen og kunne smide irakerne ud af Kuwait igen med et voldsomt angreb.
Efter krigen var det ikke til at finde noget bevis for historien om de stjålne kuvøser. Den var opfundet. Den var led i en kampagne fra et stort PR-firma, Hill+Knowlton, som blev betalt 10 millioner dollar for indsatsen.
Det var småpenge for de betalende rige kuwaitere, som fik USA til at føre en krig for sig, så de kunne få deres land tilbage.
Den grædende 15-årige Nayirah blev i 1992 afsløret som datter af Kuwaits ambassadør i USA og medlem af den kongelige familie i Kuwait. Hun havde reddet deres position med sin optræden for kongresudvalget og vist i tv.
Sig “Wuhan” og spred uro
Der er langt fra ørkenkrigen i 1991 til afhøringen af vidner i Minkkommissionen i Retten på Frederiksberg 2021.
Noget er imidlertid fuldstændigt det samme. En fortælling, som rammer dybt i følelser, kan ændre udfaldet af hele historien.
Minkkommissionen har hørt, hvordan fortællingen om Danmark som et nyt Wuhan skabte voldsom uro blandt embedsmænd og politikere.
Ordet spredte sig lige så hurtigt som corona-epidemien selv fra det formodede første udbrud i det kinesiske Wuhan.
Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut er blevet tillagt de afgørende Wuhan-ord, som han formodentlig ikke selv var klar over rækkevidden af.
Det var en enkel historie, som det var let at blive skræmt af. Ingen havde lyst til at være Wuhan.
Selv kunne Mølbak som vidne i kommissionen ikke huske, om han havde nævnt en parallel til Wuhan. Bekymringen gik på varianter og den store mængde mink som reservoir for smitte, sagde han.
Det stod i en ny risikovurdering, som seruminstituttet var blevet bedt om at lave 25. oktober 2020. I kommissionen kom Mølbak til at sige, at “vi blev bedt om en skærpet risikovurdering”. Han rettede omgående sig selv til, at de var blevet bedt om en ny risikovurdering.
Den nye vurdering kom 3. november efter et notat dagen forinden. I embedsværket og blandt toppolitikere bredte sig en opfattelse af, at Danmark ikke bare risikerede at blive ramt af en farlig mutation.
Danmark kunne også blive isoleret i forhold til omverdenen. Det kunne ramme eksporten. Danmark kunne blive både syg og fattig, hvis ikke nogen gjorde noget meget hurtigt.
Der var risiko for, at den ventede vaccine ikke ville virke. Det var en rent teoretisk risiko ifølge forskerne. I sagens natur kunne man ikke vide det, da der på det tidspunkt endnu ikke fandtes nogen vaccine mod covid-19.
Regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) brugte imidlertid argumentet om svækket vaccine meget kraftigt.
Muligheden for en svækket effekt af en kommende vaccine svækkede i høj håbet om en vaccine som redningen mod epidemien.
Embedsværket blev sat under et ekstremt tidspres, hvor der blev skrevet dokumenter, som ikke gjorde den store nytte, fordi beslutningstagerne ikke havde tid til at læse dem.
Regeringens koordinationsudvalg fik først sagen med de seks bilag – seks minutter inden mødet, hvor de på tre kvarter besluttede at aflive alle mink.
Det stod i et af bilagene, at der nok ikke var lovhjemmel til det. Bilaget blev ikke læst eller diskuteret på det afgørende regeringsmøde 3. november sent.
Var der ingen, der bad om en læsepause, har en forbløffet landsdommer Michael Kistrup spurgt som formand for Minkkommissionen.
Det var der ikke. Det var vigtigere, at det gik hurtigt, end at det blev rigtigt.
