Det er godkendt af de norske myndigheder.
Havnen i Hirtshals modtager jævnligt besøg af et norsk skib, som losser laks, der har eller har haft en virus, som er frygtet i fiskeribranchen.
Det handler om sygdommen infektiøs lakse anæmi (ILA), som er ufarlig for mennesker, men kan lukke for en del dansk fiskeeksport, hvis sygdommen slipper ind.
I Norge bekæmpes sygdommen blandt andet ved at slagte de inficerede fisk og stadig anvende dem som fødevarer.
Støt Nordtinget med abonnement 99 kr/halvår
Skibet “Norwegian Gannet”, som lægger til i Hirtshals, har fået tilladelse i Norge til at slagte laks fra inficerede områder. Laksen leveres til Hav Line Processing A/S i Hirtshals.
Skibet overholder reglerne inden for EU og EØS, når den inficerede fisk er renset til havs, uden at det brugte vand lukkes ud i dansk farvand, fortæller en fagmand i branchen.
Et uheld, som fører til smitte af danske opdrætsfisk, kan imidlertid være en katastrofe for ikke bare for en opdrætsvirksomhed, som også ligger i Hirtshals.
Frygten er, at opdrætsfisk i hele Danmark vil blive udelukket fra mange markeder, hvis virus slipper ind i landet.
Norske myndigheder bestemmer
Det er imidlertid ikke de danske myndigheder, men det norske Mattilsynet, som står for at godkende den metode, som “Norwegian Gannet” anvender.
Den danske Fødevarestyrelsen er “meget opmærksom på sagen” og “forfølger dialogen med Mattilsynet.”
Det skriver styrelsen i et svar, som fødevareminister Rasmus Prehn (S) netop har sendt til SF’eren Rasmus Nordqvist, fiskeriordfører.
“Det er et krav i forbindelse med at opnå en sådan godkendelse, at virksomheden ikke udgør en uacceptabel risiko…” skriver styrelsen.
Rasmus Nordqvist er tilfreds med, at sagen bliver taget alvorligt. Han så gerne, at det blev taget endnu mere alvorligt. For fejl kan jo ske. Han er utryg ved, at det er tilstrækkeligt, at virksomheden ikke udgør en “uacceptabel risiko”.
“Man burde gå med livrem og seler. Det tyder det her ikke på”, siger han.
Han er ikke utryg ved, at det er norske myndigheder, der har sagen. Derimod er han skeptisk over for den måde, laksen opdrættes på, og at syge fisk transporteres over store afstande.
Norge har en omfattende opdræt af laks i fjordene. Det er dog langt fra alle steder, at fisken er ramt af smitsom virus.
Af Esben Agerlin Olsen