Støttepartier støtter Støjberg ved at frede Frederiksen

(Foto fra Folketingets tv)

Inger Støjberg med Preben Bang Henriksen (V), eneste V-nordjyde, som ikke støttede retssag.

Analyse af Esben Agerlin Olsen, redaktør

Inger Støjberg og hendes parti Danmarksdemokraterne fik torsdag nærmest bevis for, at København er meget langt fra folk, som folk er flest.

Og for at blive i støjbergsk sprogbrug, så dømmer flertallet i den københavnske salon Christiansborg efter en anden målestok, hvis det handler om den forhenværende udlændingeminister, end hvis det handler om statsminister Mette Frederiksen (S) – kan de sige.

Regeringens støttepartier tøver nemlig med at sige noget eller siger allerede nu, at der ikke er grund til juridisk at udrede mere om statsminister Mette Frederiksen (S) og minken. Dermed er der foreløbig ikke udsigt til flertal for at gøre mere ved hende i den sag.

Det er let at opfatte som en fredning af den nordjyske statsminister, fordi hun er på deres hold og måske vil belønne dem med indrømmelser eller ministerposter efter et valg.

Statsministeren gjorde sig ganske vist skyldig i at komme med “groft vildledende udmeldinger” på pressemødet 4. november 2020, da hun fortalte, at samtlige omkring 15 millioner burmink i Danmark skulle aflives. Hun vidste bare ikke, at hun vildledte. For hun vidste ikke, at der manglede lovhjemmel. Sådan ser Minkkommissionen på det.

Minkkommissionen på vej ind for at forelægge sin rapport 30. juni 2022. I midten formand, landsdommer Michael Kistrup.

Kommissionen, som afleverede sin rapport torsdag, har ikke taget stilling til, om statsministeren burde havde vidst, hvad hun talte om og dermed handlede groft uagtsomt. At være groft uagtsom er en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Det kunne en advokatundersøgelse sætte lys på. Men det er der overhovedet ikke grund til, mener nordjyske Peder Hvelplund, gruppeformand for Enhedslisten. For hun vidste ikke, at hun gjorde noget forkert. Der er ikke noget at komme efter, ville Anders Fogh Rasmussen (V) have sagt, da han var statsminister.

Især borgerlige kritikere vil påpege, at det stadig er forbudt at køre for hurtigt, selv om man ikke ser efter, hvad der står på vejskiltene.

Hele 10 embedsmænd, flere højtstående, får ørerne i maskinen og alvorlig kritik af Minkkommissionen. De skulle have råbt op om den manglende lovhjemmel. De passede ikke deres arbejde og risikerer nu en form for straf, måske fyring.

En af dem er Mette Frederiksens højre hånd, departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Hvis hun mister jobbet, vil få arbejdsløse minkavlere græde over det. Hun stod i spidsen for hele operationen mod minken og pressede de øvrige ministerier til, at det skulle gå hurtigt.

Embedsmændene må tage skraldet. At minkavlerne får den retfærdighed stemmer nærmest med at “dræne sumpen”, som Inger Støjberg siger. Men det kan også skabe mistanke om, at embedsmændene skal være syndebukke for den der har det øverste ansvar, statsministeren.

Og det kan ikke opveje, at Støjberg blev straffet, mens statsministeren går fri. Hun har endda bakket Barbara Bertelsen energisk op i den stærke centralisering af magten, som Mette Frederiksen har sat i værk og som kan være grunden til, at det gik galt.

Enhedslisten og SF behøver ikke at frygte så meget fra deres vælgere, selv om et par af dem skulle øjne en forskelsbehandling af Støjberg og Frederiksen. Få eller ingen vælgere hos de to partier går ind for minkavl.

Christian Friis Bach er nordjysk kandidat for Radikale Venstre.

Derimod kommer Radikale Venstre i Folketinget til at svede mere, end sommervarmen tilskriver. Retsstaten og lighed for loven er en grundpille for partiet. Baglandet rør på sig.

Den nordjyske folketingskandidat Christian Friis Bach mener, at ansvaret følger med magten. Han gik selv af som minister for at sige noget, der var forkert, selv om han ikke han nogen chance for at vide, at det var forkert. Det ligner Mette Frederiksens uvidende, men grove vildledning.

Den radikale folketingsgruppe vil gerne i regering. Bliver den beskyldt for at sælge retsprincipper for ministerbiler ?

Danmarksdemokraterne får endnu et eksempel på, hvor langt der er fra almindelig jysk fornuft til de københavnske saloner.


Et spørgsmål fra Nordtinget er kommet med i Minkkommissionens rapport. Det er fra inden mink blev en politisk sag, men efter smittet mink var blevet et problem i Nordjylland.